Politiet: Knivstukket kan være et tilfældigt offer

Det er fortsat uvist, hvorfor en 36-årig mand tirsdag blev stukket i skulderen. Han er ikke kendt af politiet i forvejen

Flere kniv- og skudepisoder har den seneste tid fundet sted i København og omegn. Og tirsdag aften var det så en 36-årig mand, det gik ud over.

Episoden, der fandt sted ved Mågevej/Ørnevej adskiller sig dog fra de øvrige, idet offeret, der blev stukket i skulderen, ikke er kendt af politiet i forvejen.

Det fortæller Københavns Politis centrale efterforskningsleder Robert Jensen til ekstrabladet.dk.

- Det er korrekt, at der har været flere episoder, hvor de forurettede ikke umiddelbart har haft relationer til bandemiljøet. Men i dette tilfælde er forurettede slet ikke kendt af politiet, siger han og kan dermed ikke afvise, at der er tale om et tilfældigt offer.

Ifølge vidner kom gerningsmanden løbende hen til det 36-årige offer. Stak ham og løb igen. Selv har offeret også forklaret politiet, at han ikke har nogen fjender, og at der ikke gik noget forud - hverken slagsmål eller ordveksling - som kan indikere, hvorfor han skulle stikkes.

- Den indledende afhøring giver os derfor heller ikke et motiv til overfaldet, siger Robert Jensen.

Manden, der fortsat er indlagt, skal dog afhøres igen.

Indtil videre er der ingen anholdte i sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere