Kvinde sigtet for storbrand

40-årig turist smed gløder i skraldespanden og forårsagede storbrand i sommerhusområdet i Vendsyssel

Branden i Tversted i Vendsyssel i går hærgede i et kæmpeområde. Nu er en 40 årig kvinde sigtet for at være skyld i branden: Hun hældte glødende aske fra en brændeovn i skraldespanden. (Privatfoto).
Branden i Tversted i Vendsyssel i går hærgede i et kæmpeområde. Nu er en 40 årig kvinde sigtet for at være skyld i branden: Hun hældte glødende aske fra en brændeovn i skraldespanden. (Privatfoto).

En 40 årig kvinde er blevet sigtet for uforsigtig omgang med ild - og dermed for at være årsag til den storbrand, der i går rasede i et klitområde i Tversted i Vendsyssel.

Kvinden, der var turist og boede i et af områdets mange sommerhuse, havde smidt noget aske fra en brændeovn i skraldespanden. Men asken indeholdt gløder, som satte storbranden i gang.

Kvinden slipper dog for den store tur i retsmaskineriet.

- Der er ikke tale om bevidst ildspåsættelse, men uforsigtighed. Så hun slipper med en bøde i størrelsesordenen 500-1000 kroner, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

Kæmpeområde hærget af flammerne
Kvinden smed den glødende aske i skraldespanden ved ni-tiden om morgen. Her lå den og ulmede i flere timer, indtil branden fik fat ved 13-tiden. Herefter gik det til gengæld stærkt.

Godt hjulpet på vej af den stride blæst bredte flammerne sig på rekordttid ud i klitområdet og raserede et område på 300 x 1500 meter.

Blæsten besværliggjorde også slukningsarbejdet. Først fem timer senere var ilden bekæmpet. De sidste brandvagter forlod dog først området ved 21-tiden.

Begrænset materiel skade
I området ligger et stort antal sommerhuse, men det lykkedes vinden og brandmandskabet at holde ilden herfra. Kun en autocamper blev ødelagt.

Den er nu en sag for den 40-årige kvindes forsikringsselskab.

Se også: Askeaffald sætter ild i sommerhusområde

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere