HA’ere flygtede fra fængsel i helikopter

Dramatisk flugt fra canadisk fængsel: To mænd stak af i kapret helikopter

Politiet i Canada sporede flugtfangerne til en hytte uden for Montreal. (Foto: AP)
Politiet i Canada sporede flugtfangerne til en hytte uden for Montreal. (Foto: AP)

Friheden blev kort for to indsatte, der søndag eftermiddag flygtede fra et topsikret canadisk fængsel i en stjålet helikopter.

Danny Provencal og Benjamin Hudon-Barbeau - to indsatte i Saint-Jerome-fængslet nær Montreal - var på gårdtur, da en helikopter fløj over fængslet og smed et reb ned til dem.

Begge mænd klatrede uforstyrrede op i helikopteren, som to medsammensvorne forinden havde kapret fra en nærliggende lufthavn.

Men flugten varede ikke længe. Politiet slog alarm og indledte en omfattende eftersøgning, der førte til en hytte i Chertsey uden for Montreal, hvor flugtfangerne skjulte sig.

Danny Provencal og Benjamin Hudon-Barbeau, der ifølge canadiske medier er HA-medlemmer, er nu tilbage bag lås og slå og kan se frem til et endnu længere ophold i fængslet.

De er blandt andet sigtet for at have truet en helikopterpilot med et skydevåben og for at have affyret skud mod politiet.

Ingen kom dog til skade ved den spektakulære flugt, der kom fuldstændig bag på myndighederne.

- Så vidt jeg ved, er det aldrig sket før i Quebec. Det er bemærkelsesværdigt, siger fængselsinspektør Yves Galarneau til den canadiske tv-station CBC.

Saint-Jerome–fængslet ligger 60 kilometer nordvest for storbyen Montreal og har 480 indsatte.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere