10-årig dreng fortsat i livsfare

Neglebidende nedtælling i gang for 10-årig drengs familie, der inden for de næste dage får vished for, om drengen overlever

Det var i håndtaget fra underkanten af dette toiletvindue på Boddum-Ydby Friskole, at den 10-årige kom til at hænge sig selv i sin halskrave. Nu tæller familien ned til, at drengen forhåbentlig vågner op af sin koma med førligheden i behold. (Foto: René Schütze)
Det var i håndtaget fra underkanten af dette toiletvindue på Boddum-Ydby Friskole, at den 10-årige kom til at hænge sig selv i sin halskrave. Nu tæller familien ned til, at drengen forhåbentlig vågner op af sin koma med førligheden i behold. (Foto: René Schütze)

Chancen for overlevelse er hverken forbedret eller forværret for den 10-årige dreng, der kom til at hænge sig selv fra et toiletvindue på Boddum-Ydby Friskole i Thy for knap to uger siden.

Drengens nærmeste har netop taget fat på en neglebidende nedtælling, idet lægerne ved Skejby Sygehus i weekenden begyndte at skrue ned for den mængde af medicin, som holder ham i kunstigt koma.

Se også: 10-årig dreng ud af koma i næste uge

Det forventes således, at drengens skæbne vil kunne afgøres inden for en af de nærmeste dage, erfarer ekstrabladet.dk.

- Det er frygteligt at gå med denne uvished og selvfølgelig endnu værre for drengens nærmeste familie, siger skoleleder Morten Nebel, Boddum-Ydby Friskole, til ekstrabladet.dk.

Hel skole holder vejret
Den 10-årige dreng kom for 12 dage siden til at hænge sig selv i sin halsvarmer, som krogede sig fast i håndtaget til et toiletvindue, da han ville skyde genvej ud til en flok legende kammerater. Lige siden har den lille friskole med i alt 46 elever fra 0. til 6. klassetrin holdt vejret og håbet det bedste for drengen, hvis lillebror på otte år den seneste uges tid har været tilbage i skolens 2. klasse.

112 - 6. mar. 2013 - kl. 11:24 10-årig dreng i respirator

- Jeg har lige talt med drengens mormor. Lægerne i Skejby tør endnu ikke garantere noget som helst. Status er den samme, som den har været hele tiden, så vi er nødt til at forholde os til, at han stadig er i livsfare, siger Morten Nebel og fortsætter:

- Der forlyder heller intet om, hvor medtaget drengen vil være, hvis han vågner op af sin koma og kan leve videre.

Brødre hos bedsteforældre
Mens den 10-årige drengs lillebror også går på Boddum-Ydby Friskole i 2. klasse, så er storebroren nu flyttet til den nærliggende Hurup Skoles 7. klasse. Den 13-årige storebror gik også på friskolen indtil sommerferien i fjor.

Den 10-årige drengs forældre har opholdt sig ved hans side på Skejby Sygehus siden ulykken forrige onsdag. Bedsteforældre og andre familiemedlemmer tager sig af hans to brødre, indtil den resterende del af familien forhåbentlig vender fuldtallig tilbage til hjemmet syd for Thisted.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere