Beboere søgte tilflugt på altaner under brand

En voldsom brand har hærget en lejlighed i Kantorparken i København

Branden hærgede en stuelejlighed og hele opgangen blev evakueret. Foto: Louis Frid Røn
Branden hærgede en stuelejlighed og hele opgangen blev evakueret. Foto: Louis Frid Røn

En kvinde blev kørt til observation for røgforgiftning, men ingen kom ellers til skade, da der i eftermiddag udbrød en kraftig brand i en stuelejlighed i Kantorparken 8 i Københavns NV-kvarter.

Lejligheden var overtændt, da Københavns Brandvæsen kom frem, men de tre beboere, to voksne og et barn, var alle selv kommet ud.

Men beboerne havde ikke lukket hoveddøren efter sig, så røgen væltede ud i opgangen og spærrede de øvrige beboere inde i lejlighederne.

Nervøse beboere
- Jeg vil ikke sige, der var panik. Men flere beboere var søgt ud på deres altaner og var ret nervøse. Vi reddede to ned ad trappen med paratmasker på, siger vagthavende indsatsleder i Københavns Brandvæsen Hans Jørgen Brandt Larsen.

Der bor 14 mennesker i opgangen. Syv-otte beboere måtte forlade deres lejligheder, mens slukningsarbejdet stod på, og fik varmen i politiets evakueringsbus.

Fire andre fik lov at blive i lejlighederne. - Vi havde røgdykkere oppe for at berolige et ældre ægtepar, der boede øverst i opgangen, siger brandinspektør Hans Jørgen Brandt Larsen.

- En person er kørt til observation for røgforgiftning, oplyser den centrale vagtleder på Københavns politigård Michael Poulsen.

Brandårsagen ukendt
Politiet kender ikke brandårsagen.

- Vi har plomberet lejligheden, og så går brandteknikere i gang med at undersøge den på mandag, siger Michael Poulsen.

Brandinspektør Hans Jørgen Brandt Larsen oplyser, at der ikke var røgalarm i lejligheden: - Havde der været det, var ilden blev opdaget tidligere. Nu udbrændte stuen og et værelse i den tre-værelses lejlighed. Det var en kraftig brand, da vi kom frem, siger han.

Forlader man en brændende lejlighed er det vigtigt, at man husker at lukke døren efter sig, så røgen ikke fylder opgangen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere