Politiet overså to lig i et halvt år

Flere gange var politiet ude ved en lejlighed i Taastrup vest for København for at lede efter en 58-årig mand, der var savnet. Men politiet gik ikke ind i lejligheden, hvor to lå døde

Først efter et halvt år, blev de to lig fundet i lejligheden i Taastrup. Politiet ved ikke, hvordan parret døde. (Foto: Mike/Alarm112Danmark)
Først efter et halvt år, blev de to lig fundet i lejligheden i Taastrup. Politiet ved ikke, hvordan parret døde. (Foto: Mike/Alarm112Danmark)

Flere gange har politiet det seneste halve år været ude for at ringe på døren til den lejlighed på Parkvej i Taastrup, hvor en 58-årig mand og en 41-årig kvinde har ligget døde siden oktober, uden at opdage tragedien.

Den 58-årige Milan Matic var meldt sporløst forsvundet af sin familie, men betjentene låste sig ikke ind i lejligheden med en låsesmed. De kiggede heller ikke ind gennem vinduet, hvor det ene lig ellers kunne ses tydeligt.

Det var netop sådan, at de mystiske dødsfald langt om længe blev opdaget, da udlejeren i tirsdags tog ud til Parkvej, fordi der ikke var betalt husleje i lang tid. Han kiggede gennem vinduet, så det ene lig og ringede til politiet.

Var meldt savnet
Vicepolitiinspektør Charlotte Skovby, Københavns Vestegns politi, bekræfter, at den 58-årige blev meldt savnet af sin familie kort efter, at han forsvandt, og at lokalpolitiet på Københavns Vestegn startede en eftersøgningssag.

- Det er korrekt, at lokalpolitiet var ude ved lejligheden et antal gange, men politifolkene fandt ikke anledning til at låse sig ind i lejligheden, siger hun.

Politiet oplyste efter ligfundene, at parret ikke var meldt savnet. Det viste sig dog, at den 58-årige var meldt savnet hos Københavns Vestegns politi, men ikke nationalt.

I næsten et halvt år havde Milan Matics 35-årige datter Rajka Matic fortvivlet ledt efter sin sporløst forsvundne 58-årige far, der led af astma og sukkersyge.

Nu har hun fået vished for, at han er død.

I onsdags fik politiet identificeret ham som det ene af de to lig, der blev fundet i en lejlighed på Parkvej i Taastrup tirsdag aften.

Milan Matic og hans 41-årige kæreste havde ligget døde i den ét-værelses lejlighed siden slutningen af oktober sidste år.

Dødsårsagen en gåde
Det dobbelte dødsfald er en gåde. Retsmedicinerne kan ikke finde en dødsårsag, men mener ikke, at parret har været udsat for en forbrydelse. Der er ingen skader på ligene og intet i lejligheden tyder på, at der er sket noget kriminelt. Ingen værdigenstande er forsvundet fra lejligheden.

Retskemiske undersøgelser skal nu slå fast om parret er blevet forgiftet, om de eventuelt er gået i døden sammen. Men der er ikke fundet tomme pilleglas eller andet, som kan antyde det. Ligene lå ikke sammen, men hver sit sted i lejligheden.

Se også: Stadig en gåde hvorfor to døde

Den afdødes datter er forundret over, at politiet ikke gjorde mere for at finde hendes far. Hun forstår ikke, at Milan Matic og den 41-årige kvinde, som han fandt sammen med kort efter separationen fra hustruen, kunne ligge døde i et halvt år, når politiet flere gange har været ude ved lejligheden og ringe på.

Hun føler ikke, at politiet har taget hans forsvinden alvorligt nok.

Se også: Politiet: Dyb mystik om to døde

- Jeg er helt rundt på gulvet. Jeg meldte ham savnet til Københavns Vestegns politi allerede den 8. november sidste år. Politiet skrev en sag på det, men har ikke rigtigt gjort andet, fortæller datteren til ekstrabladet.dk.

- Både jeg, min mor, min faster og onkler har været ude ved lejligheden mange gange og ringet på og smidt sedler ind, og vi har ringet til politiet for at få dem til at undersøge lejligheden. Politiet har været derude og ringe på, men er blot kørt igen, siger Rajka Matic, som nu har været hos bedemanden for at ordne sin fars begravelse.

Led af ludomani
To måneder før han forsvandt, havde faderen forsøgt selvmord med piller, og han var selvmordstruet, siger datteren.

Men hun tror alligevel ikke, at han er gået i døden sammen med den 41-årige tjekkiske kæreste.

- Hvis de havde begået selvmord, så er det mærkeligt, at ligene ligger hver sit sted i lejligheden, siger Rajka Matic.

- Jeg ved ikke, hvad der er sket. Men jeg tror, at de er blevet slået ihjel, selvom politiet siger, der ikke er tegn på en forbrydelse. Min far led af ludomani. Han spillede sine penge op og havde måske lånt en del penge, siger Rajka Matic.

Se også: Nabo: Lugten var forfærdelig

Faderen talte sidste gang med sin ekskone den 27. oktober, da han ringede til hende. Derefter var ingen kontakt til hans mobiltelefon, og den 8. november gik Rajka Matic til politiet for at melde faderen savnet.

Ifølge datteren har hun hørt, at den 41-årige kvinde udeblev fra sit arbejde på et hotel to dage efter at Milan Matic forsvandt.

- Vi prøvede at få politiet til at spore hans mobil, men det blev afvist med manglende ressourcer, siger datteren.

Se også: Politi: To lig lå i lejlighed i månedsvis

- Vi i familien har gjort rigtigt meget for at finde ham, men vi synes ikke, vi fik ret meget hjælp fra politiet, siger hun.

Det var kun den 41-årige kvinde, der officielt boede i lejligheden på Parkvej. Den 58-årige Milan Matic var stadig tilmeldt folkeregisteret hos ekskonen. Den 41-årige kvinde er stadig ikke formelt identificeret, fordi politiet ikke har kunnet finde tandkort på hende.

Sagen efterforskes stadig
Drabschef Charlotte Skovby, Københavns Vestegns politi, siger, at sagen stadig efterforskes.

- Der er ikke noget, som indikerer, at de er blevet slået ihjel. Men lejligheden er stadig plomberet og vi må se, hvad de retskemiske undersøgelser viser, siger Charlotte Skovby.

1 af 2 Milan Matic, 58, lå død i et halvt år i en lejlighed i Taastrup sammen med en 41-årig tjekkisk kvinde. Familien meldte ham savnet få dage efter han forsvandt. (Fotocollage: Privatfoto/Kenneth Meyer)
2 af 2 Først efter et halvt år, blev de to lig fundet i lejligheden i Taastrup. Politiet ved ikke, hvordan parret døde. (Foto: Mike/Alarm112Danmark)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere