Politiet: Dyb mystik om to døde

Politiet ved ikke, hvorfor et midaldrende par døde i en lejlighed i Taastrup, hvor ligene har ligget op mod et halvt år

Politiet satte den helt store efterforskning igang efter ligfundet, men ved ikke endnu, hvordan parret døde. (Foto: Mike/Alarm112Danmark)
Politiet satte den helt store efterforskning igang efter ligfundet, men ved ikke endnu, hvordan parret døde. (Foto: Mike/Alarm112Danmark)

- Det er et mysterium.

Det siger drabschef Charlotte Skovby om det uhyggelige ligfund i en ét-værelses lejlighed på Parkvej i Taastrup, hvor en mand og en kvinde blev fundet døde. De har ligget i lejligheden siden slutningen af oktober eller begyndelsen af november sidste år.

En retsmediciner har undersøgt ligene i lejligheden, men først ved en obduktion torsdag håber politiet at få flere oplysninger.

Ingen skader på ligene
- Umiddelbart tyder intet på en forbrydelse. Der er ingen synlige skader på ligene og intet mistænkeligt iøvrigt. Men vi ved ikke, hvordan de er døde. Det håber vi obduktionen giver svar på, men måske skal der langvarige retskemiske undersøgelser til, før vi får svaret, siger Charlotte Skovby.

Se også: Nabo: Lugten var forfærdelig

Manden og kvinden, der begge er midaldrende, er ikke identificerede. Men politiet har en idé om, hvem de er.

- Vi har skaffet tandkort på dem, så de forhåbentlig kan blive identificerede i forbindelse med obduktionen, hvor en retsondontolog vil deltage, siger Charlotte Skovby.

Kun den ene bor der
Kun den ene af de formodede døde er tilmeldt folkeregisteret på adressen. Politiet vil ikke sige, om det er manden eller kvinden.

Ligene blev fundet i aftes, da udlejeren kom for at se til lejeren, der var stoppet med at betale husleje. Han kiggede ind og kunne se det ene lig. Det andet lig lå et andet sted i den lille lejlighed.

Se også: Politi: To lig lå i lejlighed i månedsvis

Der er ingen tegn på indbrud i lejligheden, der heller ikke bærer præg af slagsmål eller gennemrodning.

- Det hele ser meget fredfyldt ud, siger drabschef Charlotte Skovby.

Umiddelbart kan politiet ikke sætte parret i forbindelse med narkomisbrug eller andet, som kunne forklare, at de er døde samtidigt. Om der er tale om et aftalt dobbelt selvmord, ved politiet heller ikke endnu.

En nabo, Tariq Jad, har over en måned undret sig over stanken fra lejligheden, der blev værre de seneste dage. Han troede først, det var katteafføring eller afløbet, der var noget galt med. Han talte med lejlighedens udlejer i aftes, og de blev enige om, at der måtte være noget dødt i lejligheden.

Udlejeren kiggede ind, så det ene lig og ringede til politiet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere