18-årig brudt sammen efter babys død

Den tragiske ulykke, som i går kostede en blot fire måneder gammel baby livet ved Dybbøl, har påvirket alle på ulykkesstedet

Den fire måneder gamle pige blev dræbt, da en 18-årig mand mistede herredømmet over sin bil på Flensborg Landevej. (Foto: Claus Bonnerup)
Den fire måneder gamle pige blev dræbt, da en 18-årig mand mistede herredømmet over sin bil på Flensborg Landevej. (Foto: Claus Bonnerup)

- Virkelig skrækkeligt.

Sådan beskrev politi- og redningsfolk ulykken i går ved Dybbøl, hvor en blot fire måneder gammel pige i går blev dræbt i en voldsom trafikulykke.

- Det har påvirket alle. Vi skal have en defbriefing med vores folk, som var derude, men det er jo ikke kun os. Vi skal også hjælpe og vejlede alle andre, som var på ulykkesstedet. Bl.a. vidner og andre, som hjalp til på stedet, siger leder af lokalpolitiet i Sønderborg, Preben Westh, til ekstrabladet.dk.

Det var en ung mand på 18 år, der mistede herredømmet over sin bil, og ramte kvinden og hendes datter i barnevognen inde på cykelstien, så pigen blev slynget ud og dræbt af sine kvæstelser.

- Han er også dybt påvirket af ulykken, og han er brudt sammen. Han er 18 år og har lige fået kørekort. Han har det selvfølgelig ikke godt med det, han har lavet, fortæller Preben Westh.

Har du oplysninger om ulykken? Så kontakt os på mail eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

Læs også:

Se også: Barn slynget ud af barnevogn og dræbt

Pigens 30-årige mor blev hårdt kvæstet ved ulykken, men hun er udenfor livsfare.

- Ifølge vores oplysninger har hun fået flere knoglebrud, oplyser Preben Westh.

En anden 30-årig kvinde og en ældre mand forsøgte at hjælpe den lille baby, men hendes liv stod ikke til at redde.

Politiet har allerede kontakt til den 30-årig kvinde, som ydede førstehjælp til barnet, men politiet vil også gerne i kontakt med en ældre herre, som bar den lille pige op fra grøften efter ulykken.

Kvinden og den ældre mand skal muligvis indstilles til en påskønnelse for deres indsats.

- Det er selvfølgelig rarest, når en indsats har et lykkeligt udfald, så deres indsats står selvsagt i skyggen af dødsfaldet, men vi vil gerne takke dem, da det altid er vigtigt, at man gør et forsøg, siger Preben Westh.

Ifølge politiet mistede den 18-årige mand herreddømmet over bilen på Flensborg Landevej mellem Dybbøl Mølle og Dybbøl. Intet tyder på alkohol- eller narkotikaindtagelse.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere