Stjal 3600 flasker whiskey

Mens chaufføren holdt pause på rasteplads ved Göteborg stak tyve af med seks paller Bushmills - det er fem tons promiller

Foto: Jyllands Posten
Foto: Jyllands Posten

Det er lidt over butikstyveri.

Seks paller med vellagret nordirsk whiskey blev stjålet fra en lastbil i Lagan, som er på E4 mellem Helsingborg og Jönköbing i Sverige.

Vi snakker om 3600 flasker Bushmills.

Svensk politi er ikke i tvivl om, at der er tale om organiseret tyveri.

- Vi har ingen spor. Men et så stort tyveri kræver jo både organisation, kendskab og transportkapacitet, siger Katarina Thuresson fra länskriminalen i Västra Götaland til gt.se.

De mange dyre dråber - som kom fra et dansk lager og skulle til et tilsvarende lager i tørstige Sverige - vejer med emballage fem tons.

På grund af bl.a. dette tyveri og de gældende regler for pauser til chaufførerne er der igen debat om flere rastepladser, som er indhegnede og overvågede.

Vurderinger går på, at der alene i Sverige stjæles eller røves varer for over en milliard svenske kroner om året.

Bushmills er verdens ældste stadig producerede whiskey. Det er opkaldt efter byen af samme navn, som ligger nord for Belfast. Destilleriet fik retten til at producere sprutten i 1608.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere