Dette er sidste håb for at finde Heidis morder

Det er telefonoplysninger fra drabstidspunktet, der kan vise sig at være allersidste håb i jagten på at finde Heidi Abildskovs drabsmand

Heidi Abildskov blev 41 år. Hun efterlod sig børn og en mand. (Privatfoto)
Heidi Abildskov blev 41 år. Hun efterlod sig børn og en mand. (Privatfoto)

Gamle indbrud er undersøgt, dna- og fingeraftryksregistre er gennemgået og videoovervågning gennemtrevlet. Alt sammen i jagten på den mand, der den 16. november dræbte 41-årige Heidi Abildskov i Virum. Sidste håb for at kunne spore morderen ligger formentlig nu blandt de endeløse rækker af telefonnumre, som politiet har gennemgået den sidste måneds tid - de såkaldte masteoplysninger.

- Vi mangler stadigvæk at gennemgå de sidste teleoplysninger fra området, for at se om det kan føre os videre på nogen måde, bekræfter vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi til ekstrabladet.dk.

Læs også: Heidi dræbt af tyv, der efterlod sit tøj

Han skal begå ny forbrydelse, hvis han skal fanges
Trods en intens efterforskning må Nordsjællands Politi efterhånden sande, at opklaringen af drabet formentligt først vil ske, hvis samme gerningsmand begår en ny forbrydelse. Om så det er i ind- eller udlandet.

- Vi har ikke flere aktuelle spor at køre videre på. Og gerningsmanden er jo ikke kendt i politiregistret. Heller ikke i udlandet, hvor vi jo har sammenlignet vores spor med deres databaser. Så man må nok sige, at det er, hvis manden begår en ny forbrydelse i fremtiden, eller hvis vi pludselig får et nyt tip, at vi skal finde nøglen til løsningen, erkender efterforskeren.

Ifølge politiets teori blev Heidi Abildskov formentligt offer for en simpel indbrudstyv, der angiveligt gik i panik, da hun overraskede ham i villaen på Frederiksdalsvej. Gerningsmanden stak viceskoleinspektøren ned med adskillige knivstik og fik efterfølgende - i forsøget på at flygte i familiens Mercedes - låst bilnøglerne inde i bagagerummet.

Læs også: Gamle indbrud kulegraves i jagt på Heidis morder
Læs også: Rørtang kan føre til Heidis morder

Rørtang ikke brugt til andre indbrud
Politiet har siden, med gode dnaspor og et blodigt håndaftryk fra huset på gerningsmanden forespurgt via Interpol, om manden er kendt af kollegerne i udlandet - dog uden held. Derudover satte politiet lid til gerningsmandens medbragte rørtang, som han dog måtte efterlade i den aflåste bil.

- Vores formodning var, at han har medbragt værktøjet for at vride en cylinder ud af låsen i døren. Vi har nu undersøgt samtlige indbrud i området for brugen af samme metode og ikke mindst præcis samme værktøj. Men det har heller ikke givet resultat, siger Henning Svendsen.

Læs også: Heidi var i kamp med morderen

Tog ikke offentligt transportmiddel
Samtidig håbede politiet i første omgang også, at drabsmanden ville afsløre sig selv på diverse overvågningsvideoer fra eksempelvis offentlige transportmidler - ikke mindst fordi han havde iført sig Heidi Abildskovs mands klæder for at skille sig af med sit blodige tøj og desuden havde tydelige skader på kroppen. Også her er efterforskningen stødt på grund.

- Vi har brugt rigtig meget tid på at gennemgå videoovervågning. Men konklusionen er formentligt, at han ikke har benyttet sig af offentlige transportmidler. Vi har også fået mange tip fra hele landet på folk med plastre og skader, som kunne være interessante, men som har vist sig at være helt legitime, fortsætter Henning Svendsen om de sparsomme resultater.

I bilen fandt efterforskerne også en mystisk seddel omkring tøjindsamling til Polen, som gerningsmanden må have medbragt - muligvis som et dække, hvis han ringede på døren og der blev åbnet. Men heller ikke den førte efterforskningen tættere på en opklaring.

1 af 3 Gerningsmanden efterlod dette blodige tøj i bilen, som han fik låst sig ude fra. (Politifoto)
2 af 3 Heidi Abildskov blev dræbt af adskillige knivstik, da hun formentligt overraskede en indbrudstyv i hjemmet i Virum. (Foto: Kenneth Meyer)
3 af 3 Heidi Abildskov blev 41 år. Hun efterlod sig børn og en mand. (Privatfoto)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere