13 omkom under brand på indisk marked

Der var kun en enkelt udgang på indendørsmarked, hvor mindst 13 brændte inde

Mindst 13 mennesker omkom onsdag under en voldsom brand i en seks-etagers bygning, der var ramme om et illegalt marked i byen Kolkata i det østlige Indien.

- Der var kun en enkelt udgang i bygningen, og de, som var derinde, var fanget, da branden brød ud. Dødstallet er steget til 13, siger brandchefen i området, Javed Khan.

De fleste af ofrene var mænd, der overnattede i bygningen. Det menes at branden brød ud før daggry - omkring klokken fire.

Mange bygninger i byen er nedslidte og dårligt vedligeholdte brandfælder.

Hundredvis af brandfolk blev sat ind i slukningsarbejdet ved den indendørs markedsplads nær jernbanestationen i storbyen, som var briternes gamle kolonihovedstad, og som tidligere hed Calcutta.

Markedet var indrettet på to etager i bygningen.

I 2011 omkom 90 mennesker, da der udbrød en brand i Kolkata, og året før omkom 43 i en anden storbrand i en af byens mest eksklusive handelsgader.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere