55-årig er udenfor livsfare efter ulykke ved Risø

To varebiler tørnede sammen på en lige strækning nord for Roskilde. En er død, men 55-årig er udenfor livsfare

En 55-årig mand fra Jyllinge er tirsdag formiddag udenfor livsfare, efter han blev alvorligt kvæstet i en trafikulykken nord for Roskilde mandag eftermiddag, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Den 55-årige er udenfor livsfare, men han er stadig alvorligt kvæstet, siger kommunikationsmedarbejder Simon Schwaner til Ritzau.

Ulykken kostede en 67-årig mand fra Nordsjælland livet på stedet, men den 55-årige blev efter kollisionen kørt med politieskorte til Traumecentret på Rigshospitalet i København, hvor han fortsat behandles af lægerne.

Politiet efterforsker nu trafik-sammenstødet, der beskrives som en såkaldt højhastighedsulykke, fordi bilisterne formentligt har kørt med 80 kilometer i timen eller mere, da de tørnede sammen.

Ulykken fandt sted kort før klokken 17, da den 55-årige kom kørende mod nord ad Frederiksborgvej i en varebil. I Himmelev, lige syd for Risø, kom han af en eller anden grund over i den modsatte kørebane og kørte frontalt ind i en anden varebil.

Føreren af den varebil, den 67-årige mand, døde på stedet.

Hans 57-årige passager, der også er fra Nordsjælland, blev kvæstet og behandles på Køge Sygehus.

Ved sammenstødet mellem de to varebiler blev motorblokken på den ene bil revet ud og fløj af sted, indtil den ramte en personbil, der kom kørende mod syd.

Føreren af denne bil, en 27-årig mand fra Nordsjælland, og hans kvindelige passager slap begge fra ulykken uden skrammer. Til gengæld blev deres bil skadet ved mødet med den løsrevne motor.

Ulykken skete på Frederiksborgvej på et langt lige stykke vej. Der er ifølge politiet tale om en farlig strækning, hvor der tidligere er sket voldsomme ulykker.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere