Slap med småskrammer efter møde med bropille

En 19-årig mandlig bilist slap på mirakuløs vis fra skrammer efter at have kørt ind i en bro på Køge Bugt Motorvejen

En 19-årig mand slap på mirakuløs vis udskadt fra det frontale møde med en bropille. (Foto: Jonas Hansen/Alarm112danmark.dk)
En 19-årig mand slap på mirakuløs vis udskadt fra det frontale møde med en bropille. (Foto: Jonas Hansen/Alarm112danmark.dk)

Klokken 17.55 her til aften udfoldede der sig på Køge Bugt Motorvejen noget af et drama og samtidig et rent mirakel.

En 19-årig mandlig bilist fra Nørrebro fløj med 110 i km/t i hen over autoværnet og ind en bropille, men kunne med det samme kravle helt uskadt ud af den brændende og totalskadede bil.

- Han er et kort sekund uopmærksom, og så rammer bilen rumlestriberne, som forskrækker ham. Det får ham til at dreje kontra, så bilen skrider ud og kører ind i autoværnet, hvorefter bilen bliver løftet hen over autoværnet og ind i en bropille, siger vagtchef ved Midt og Vestsjællands Politi Lars Mogensen til ekstrabladet.dk.

- Bilen bliver totalskadet og bryder i brand med det samme, men manden får hevet sig ud af bilen hurtigt og ender kun med at få nogle småskrammer, siger han.

Kender du den unge mand, vil ekstrabladet.dk meget gerne snakke med ham. Send en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224.

Og det må siges at være noget af et mirakel.

- Det virker som en meget voldsom ulykke, men alligevel ender han kun med at få nogle småskrammer på knoerne, siger vagtchefen.

Den unge mands morfar kørte samtidig et par hundrede meter foran barnebarnet, men da han ikke længere kunne se den unge mand, holdt han ind til siden og ventede.

- Efter lidt tid ser morfaren så sit barnebarn komme gående ude bag autoværnet og er noget forbløffet, siger Lars Mogensen.

Den 19-årige mand er for en sikkerheds skyld blevet kørt på Køge Sygehus.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere