Drabsmænd går fri af dna-register

De uopklarede drabssager: Dna-profiler fra flere drabsmænd ligger og griner politiet op i ansigtet - for der findes ingen match i kriminalregistret

Mange husker stadig drabet på den unge studine Stine Geisler, der blev fundet dræbt under Pinsekarnevallet i 1990 i København. Et af de drab, der fortsat er uopklarede, og som derfor stadig giver hovedbrud hos efterforskerne. Selvom nye dna-spor - på grund af ny teknologi - i efteråret er dukket op i flere af de uopklarede drabssager bliver det dog en sej kamp for politiet at finde frem til gerningsmændene.

For selvom gerningsmændene, sådan rent biologisk, er afsløret med enten delvise eller fulde dna-profiler, er identiteten bag de snørklede x og y-kromosoner stadig en gåde.

Læs også: Nye tip om kvindedrab. Folk møder op på Politigården

Nye afhøringer om Stine Geisler-drabet
Dette gælder også i den meget omtalte sag om mordet på 18-årige Stine Geisler, der blev fundet kvalt i cykelkælderen til sit hjem i Teglgårdsstræde.

- Her har vi fundet dnamateriale, som vi stadig bruger til at efterforske, men vi har ikke noget endeligt match endnu, oplyser vicepolitiinspektør Hans Erik Raben fra Københavns Politi.

Dét selvom han bekræfter, at politiet efter de nye dna-spor endnu engang har haft folk inde til afhøring om den gamle drabssag. Men endnu har efterforskningen ikke ført til nogen sigtelser. Hvilken form for dna-materiale, der er tale om, og hvorfra man har sikret det fra cykelkælderen, hvor Stine Geisler blev kvalt og overhældt med bonevoks af drabsmanden, ønsker politiet dog fortsat at holde for sig selv.

- Hvorfra vi har fundet det forskellige materiale, og hvilken type der er tale om, det er noget, som vi skal tale med gerningsmanden om først og kun ham, lyder det.

Siden politiet, der også har støvet såkaldte 'gamle kendinge' af for dna-profilen, fortalte offentligheden om de nye dna-fund har adskillige borgere henvendt sig med nye oplysninger. Særligt i sagen om Stine Geisler.

- Det der jo er interessant er, at vi fortsat får nye henvendelser og personrelaterede oplysninger i sagen, og det kan jo undre, at folk først melder ud nu og ikke for tyve år siden. Om det ville have gjort en forskel, hvis de var gået til os dengang, det er dog usikkert at sige noget om, siger efterforskeren om den gamle drabssag.

- Man kan jo ikke skære alle drabsmænd over en kam, men det lyder lidt for usandsynligt, når man begår så voldsom en forbrydelse, at man så ikke er kendt for andre ting. Men det kan der være forskellige årsager til. Eksempelvis kan gerningsmanden jo være død sidenhen, og desuden fandtes dna-registret heller ikke dengang. Hvis de lever, og det har været en enkeltstående forbrydelse, fordi de har været i en presset situation, så kan det jo være nålen i høstakken, erkender vicepolitiinspektøren om årsagen til, at efterforskningen ikke har ført til resultater endnu.

Læs også: Stine Geislers mor: Fang ham nu
Læs også: Så sikre er de nye dna-beviser

Flere nye mundskrab i Hanne-drabet
På årets første dag i 1990 blev også den 23-årige narkoprostituerede Hanne With brutalt myrdet i sit hjem. På stuegulvet i lejligheden på Fensmarksgade fandt hendes kæreste Hanne dræbt af knivstik og med halsen skåret over. Trods års efterforskning er drabet aldrig blevet opklaret, men også i denne sag har politiet med de nye tekniske muligheder udvundet en fuld dna-profil.

- Vi er overbevist om, at der er tale om gerningsmandens dna, men der er dog intet match i vores register eller med udlandet for den sags skyld, fortæller Hans Erik Raben.

De seneste måneders efterforskning har blandt andet ført til yderligere afhøringer og, at flere mænd har fået taget mundskrab med henblik på at undersøge deres dna. Hvor mange der har fået aflagt visit af politiet er dog uvist.

Læs også: Se kortet: Her er de genåbnede drabssager
Læs også: Spor i gamle mordsager undersøges igen

Undersøger kobling mellem kvindemord
Blot tre dage efter drabet på Hanne With forsvinder også den 22-årige Betina Christensen fra indre København. Først i april bliver hun officielt meldt savnet, da den unge gravide prostituerede ikke dukker op til et lægetjek på sygehuset. Men først syv år senere, da skeletrester fra et ukendt kvindelig i en brønd på Halmtorvet undersøges, finder man Betina Christensen.

Drabssagen er fortsat en af dem, hvor sporene er særligt svage. Det er end ikke lykkedes at udvinde noget dna-materiale fra de gamle sparsomme effekter fra sagen.

Netop fordi drabssagerne på de to unge kvinder tidsmæssigt ligger så tæt på hinanden, har drabsafdelingen også efterforsket muligheden for, at der kunne være en kobling mellem dem. Indtil videre er der dog, ifølge Hans Erik Raben, dog intet der tyder på dette.

Læs også: 13 år siden Roujan blev myrdet
Læs også: Disse drabssager plager mig mest

Venter svar på mundskrab
En af de nyere uopklarede drabssager er drabet på den 54-årige finske mand Veli Matti Rissanen, der i juni sidste år blev fundet dræbt i sin lejlighed på Tagensvej. Gerningsmanden er aldrig blev fundet, selvom politiet også her har fået udvundet en fuld dna-profil på den formodede drabsmand. Dna som blev fundet både på den dræbte og på gerningsvåbnet. Men heller ikke her er der noget match i kriminalregistret eller hos kollegerne i udlandet.

- Vores formodning er fortsat, at gerningsmanden skal findes i det miljø, som Veli Rissanen færdedes i, og vi har derfor opsøgt forskellige herberger, morgencaféer og andre steder og har taget mundskrab fra i alt 16 forskellige personer. Nogle af disse venter vi fortsat svar på, forklarer vicepolitiinspektøren.

Som en af de mere spektakulære sager er også drabet på den syvårige Roujan Ismaeel. En sag, som politiet netop har hentet frem fra gemmerne igen. I 1995 blev den lille pige fundet sexmisbrugt og slået til døde og efterladt i en lyskasse tæt ved hendes hjem i Rådmandsgade. Sagen har været endevendt adskillige gange, men endnu engang vil effekter - blandt andet den affaldssæk som liget var gemt i - blive undersøgt for dna-spor. Om det vil føre nye resultater med sig, vil tiden vise.

Ingen af de nyfundne dna-profiler går i øvrigt igen i de omtalte drabssager.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere