Metroen standset: Politiet leder efter spor fra bandedrab

Politiet stopper metrolinje: Leder efter spor og gerningsvåben efter onsdagens drab på den 27-årige Zaid Al-Kayssi

Klokken 13.00 blev metroen mellem Fasanvejens Metrostation og Lindevangens Metrostation indstillet.

Årsagen skyldes politiet, der er i gang med at søge på strækningen. Det bekræfter Københavns Politi overfor ekstrabladet.dk.

- Vi har indstillet metrokørslen i en times tid, fordi vi leder efter effekter, der har relation til onsdagens skyderi og drab på Finsensvej, lyder det fra den centrale vagtchef John Kristiansen.

Onsdag aften blev den 27-årige Drømmelands-medarbejder Zaid Al-Kayssi skudt i brystet på en parkeringsplads, da han var på vej hjem fra arbejdet. Torsdag ved middag døde han af sine kvæstelser og skudepisoden, der var den tredje på blot tre dage, sættes nu i forbindelse med den verserende bandekonflikt mellem særligt grupperingen LTF (Loyal To Familia) og VHK (Værebros Hårde Kerne).

Vicepolitiinspektør Lau Thygesen fra Københavns Politis Bandenhed uddyber overfor ekstrabladet.dk:

- Vi kan ikke udelukke, at gerningsmanden har benyttet denne strækning som flugtrute, og derfor er vi ude at lede efter gerningsvåbnet og andre spor i forbindelse med drabet.

Det forventes, at politiarbejdet varer omkring en times tid og altså afsluttes kl. 14.

Har du oplysninger om sagen eller information omkring bandekonflikten så kontakt os på 1224 (alm. sms-takst) eller på mail.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere