Kasper stjal røveres flugtbil: De skulle bare fanges

27-årige Kasper afværgede, at tre guldrøvere fik udbytte med fra et juvelkup, da han snuppede deres flugtbil

27-årige Kasper stoppede et røveri, da han stjal røvernes flugtbil. Foto: Ekstrabladet.dk/Privat
27-årige Kasper stoppede et røveri, da han stjal røvernes flugtbil. Foto: Ekstrabladet.dk/Privat

- De skulle bare fanges.

Sådan tænkte 27-årige Kasper, da han i dag stjal tre røveres flugtbil, da de netop var stormet ind i guldsmeden P. Hertz på Købmagergade i København kort før kl. 11.

Han så to af dem parkere deres flugtbil, en rød Ford, på kantstenen og hørte senere et kvindeskrig inde fra guldsmeden.

I øjeblikket tænkte han bare på, at de ikke skulle slippe fra det. Først bagefter begyndte adrenalinet for alvor at pumpe hos den 27-årige mand, som ekstrabladet.dk har valgt at holde anonym, fordi røverne er på fri fod.

Kasper studerer i nærheden og var nede for at købe noget te i en te-butik, da han så to af røverne.

- Føreren går målrettet hen til guldsmeden, og den anden følger efter lidt bagved og virker nervøs. Føreren har åbenlyst et koben i hånden, og han stormer ind i butikken, mens den anden blokerer døren, siger 27-årige Kasper og fortsætter:

Læs også:

Se også: Guldsmed røvet: Vidne stak af med røvernes flugtbil

- Så hører jeg et kvindeligt skrig, og så er jeg ikke i tvivl om, at det er et røveri. Så jeg sætter mig ind i bilen, som står i tomgang. Jeg stod lige et splitsekund og overvejede, om jeg skulle ringe til politiet, eller om jeg skulle låse dørene på bilen. Men jeg havde ikke lyst til at vente på dem, for jeg havde ikke set, om de havde et våben, siger han.

Han kørte derefter nogle hundrede meter væk fra gerningsstedet og ringede til politiet.

Betjentene var først lidt skeptiske, da de kom hen til ham.

- De første to minutter skulle de lige afgøre, om jeg var dybt kriminel, og om de skulle til at anholde mig. Men så skulle jeg jo give min forklaring og fik et klap på skulderen, siger Kasper og fortsætter:

- Jeg er lidt stolt, og jeg glæder mig til at fortælle mine forældre og min klasse om det. Det er en lidt sej historie, siger han og understreger, at han ville gøre det samme igen.

- Jeg kan ikke komme i tanke om, hvordan jeg ellers skulle have håndteret situationen. Jeg havde ikke lyst til at konfrontere dem, for jeg vidste ikke, om de havde våben.

- Mange ville jo bare have valgt at gå væk?

- Ja, men det irriterer mig stærkt sådan noget. De skulle bare fanges, siger Kasper.

Da røverne opdagede, at der var en, der kørte med deres flugtbil, afbrød de røveriet. De fik ikke noget udbytte med sig, men havde held til at flygte fra stedet via Valkendorfsgade.

Vidner har beskrevet røverne som:

A: Mand på 20-35 år. Han var omkring 180-190 cm. høj og almindelig af bygning. Han var skaldet og havde hageskæg. Han var iført en trøje med lynlås foran og et logo på højre arm og bryst. Han var iført blå jeans og handsker.

B: Mand på 20-35 år. Han var omkring 190 cm høj, iført sort trøje med høj hals, mørk hættejakke med lynlås og en mørk stribe nederst, blå jeansm mørk hue på hovedet og handsker.

C: Mand på 20.-35 år. Han var 190 cm høj, iført vindjakke, der var hvid på fronten med mørke ærmer og to striber ved håndleddet. Han var iført en gul hue med blå striber og handsker

Deres flugtbil, som nu er i politiets varetægt er en gammel rød bil, muligvis en Ford, på svenske nummerplader.

Hvis man har set røverne eller ved noget i relation til røveriet, kan Københavns Politi kontaktes på 33141448.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere