Ved at bruge en peberspray som våben fik to mænd frarøvet kontanter fra en kassevogn i Nivå tirsdag eftermiddag.
Røveriet er sket cirka klokken 15.30 ved forretningen Nærkøb på Gammel Strandvej, oplyser Nordsjællands Politi.
Røverne flygtede mod syd i en sort Audi, men foreløbig er signalementet ikke særligt detaljeret.
- Den ene havde en grå elefanthue, og den anden havde en grøn elefanthue, siger vagtchef Palle Jørgensen.
Offeret er en chauffør, der i en kassevogn transporterer kontanter for handlende. Der er dog ikke tale om en pengetransport fra et sikkerhedsfirma.
Politiet vil ikke sige noget om udbyttets størrelse.