Mand i livsfare efter kollision med lastbil og bus

En mand i kritisk tilstand og to andre er alvorligt kvæstet efter en ulykke på Mors

Ved du noget? Så tip os på mail eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Et voldsomt sammenstød med først en lastbil og efterfølgende en bus, kan ende fatalt for en mand i Nykøbing Mors.

Manden sad på bagsædet i en bil, der holdt på motortrafikvej 26 og skulle svinge til venstre, da en lastbil kørte op i bilen og slyngede den over i den modsatte kørebane.

- Lastbilen kommer kørende i nordvestlig retning og overser personbilen. Da den rammer ind i bilen, bliver den skubbet over i en bus, der kommer kørende i den modsatte retning, fortæller Jens Claumarch, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til ekstrabladet.dk

Manden er blevet fløjet med helikopter til Aalborg Sygehus, og hans tilstand er yderst kritisk.

De to øvrige personer i bilen - en mand og en kvinde - blev kvæstet ved ulykken, men ikke livstruende.

Chaufførerne i lastbilen og bussen slap med materielle skader på deres køretøjer.

- Men lastbilchaufføren er selvfølgelig dybt rystet, siger Jens Claumarch.

Politiet mener ikke, der er alkohol involveret i den tragiske ulykke.

- Lastbilchaufføren er blevet testet med et alkometer, og det viste ikke noget. Og så har vi taget en blodprøve, men alt tyder på, at han bare har været lidt uopmærksom og har overset bilen fuldstændig, siger vagtchefen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere