Sigtelse: Fængselsbetjent tømte personalekassen

Nordjysk sag om underslæb: Fængselsansat sigtet for at lænse personalekasse for over 250.000 kroner

(Foto: Google Maps)
(Foto: Google Maps)

En midaldrende fængselsfunktionær ved Statsfængslet Kragskovhede i Nordjylland er blevet sigtet for omfattende underslæb for mere end 250.000 kroner mod fængslets personaleforening.

Den kvindelige ansatte var betroet posten som kasserer i personaleforeningen og havde adgang til foreningens bankkonti.

Kvinden blev med en sigtets rettigheder afhørt af politiet i sidste uge og har i følge eb.dk's oplysninger aflagt fuld tilståelse.

Så vidt eb.dk erfarer, drejede underslæbet sig i første omgang om godt 250.000 kroner, men beløbet er i følge vore oplysninger vokset med yderligere 100.000 kroner.

-Det vil jeg hverken be- eller afkræfte. Ja, jeg vil faktisk slet ikke kommentere sagen, siger de fængselsansattes tillidsmand, værkmester Teddi Christensen.

Fik vingummi i stedet for rødvin
Mistanken mod den kvindelige kasserer blev vakt, da der op mod jul ikke var penge i kassen til den årlige vingave til medarbejderne. I stedet fik de en pose vingummibamser.

Bag underslæbet ligger angiveligt en trist historie om voksende spillegæld og økonomiske problemer i årevis.

Kvinden, der er enlig mor, boede tidligere til leje i en af fængslets tjenesteboliger. Men hun måtte flytte i forbindelse med et af Kriminalforsorgens salgsudbud, fordi hun ikke havde råd til at købe huset.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere