Skattekroner spildt på skandalefirma

Region betalte 700.000 kroner til Waterfront

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Svæk mulighederne for en bro over Kattegat og få trafikpolitikernes øjne rettet mod en broforbindelse i Syddanmark i stedet.

Sådan lød opgaven til det omdiskuterede firma Waterfront A/S, da Region Syddanmark i 2011 tog det helt usædvanlige skridt at alliere sig med lobbyvirksomheden.

En alliance, der har kostet skatteborgerne 700.000 kroner, skriver Fyens Stiftstidende.

Waterfront er i dag blandt andet anklaget for at have brugt ufine metoder i sit lobbyarbejde for DSB.

Samarbejdet med regionen varede et lille år, men burde ifølge regionsdirektør Mikkel Hemmingsen være afbrudt før.

- Vi fik noget for pengene de første måneder, men herefter er det svært at se effekten. Vi var ikke gået så fordomsfrit ind i samarbejdet, hvis vi havde kendt til de sager, der nu er kommet frem, siger Mikkel Hemmingsen.

Da regionen hyrede Waterfront, forklarede både regionsdirektør og regionsrådsformand Carl Holst (V), at formålet var at få region og kommuner til at tale med én stemme for at få infrastrukturinvesteringer til landsdelen. Det lykkedes meget hurtigt, da borgmestre og region kunne slå fast, at de stod sammen om at kæmpe for en ny lillebæltsbro parallelt med den nuværende. Hidtil havde blandt andre borgmestrene i Odense og på Nordfyn argumenteret for en Bogense-Juelsminde bro.

I dag afviser begge, at Waterfront skulle have medvirket til, at de skiftede kurs.

- Set fra min stol er der aldrig kommet noget ud af samarbejdet med Waterfront, siger Odenses borgmester Anker Boye (S), der var med i den styregruppe, som nikkede ja til aftalen med Waterfront.

SF's mangeårige trafikordfører Anne Baastrup har om nogen været udsat for lobbyarbejde.- Det er helt legalt, men en region bør ikke bruge skattekroner på at hyre et privat firma, mener hun.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere