Sydafrikansk pige dør efter voldsom gruppevoldtægt

Voldsom forbrydelse rammer Sydafrika, men vreden er langt fra lige så stor som efter lignende sag i Indien

En 17-årig pige fra Sydafrika er død af de skader, hun pådrog sig under en gruppevoldtægt i weekenden.

Den Cape Town-baserede avis Cape Argus fortæller, at pigen var skåret op fra maven og ned til hendes kønsorganer.

Hun blev efterladt på en byggeplads i byen Bredasdorp, der ligger 130 kilometer øst for hovedstaden, Cape Town.

Forbrydelsen kommer som et ekko af gruppevoldtægten og drabet på en 23-årig studerende på en bus i indiske New Delhi i december.

Den indiske sag har vakt vrede og protester og rejst en debat om vold mod kvinder i landet.

En lignende reaktion er imidlertid yderst tvivlsom i Sydafrika - et land med et skræmmende højt antal seksualforbrydelser.

Kvinderettighedsgrupper siger, at voldtægter ganske enkelt er så udbredte, at chokeffekten helt udebliver.

- Det er svært at finde forklaringer på de mange forskellige former for voldtægt:

- Gruppevoldtægt, børnevoldtægt, voldtægt af ældre, afstraffende og belærende voldtægter samt voldtægt af mænd, siger Kvindernes Gruppe i African National Congress (ANC) i en udtalelse.

Sydafrikas Statistik - svarende til Danmarks Statistik - konkluderede i 2000, at landet havde det højeste antal anmeldelser af voldtægter blandt Interpols 120 medlemslande.

Selv når mistænkte blev pågrebet, førte det blot i 12 procent af tilfældene til dom.

I Indien har omfattende protester mod politiets ligegyldighed over for seksuelle overfald sat regeringen under pres, og lørdag godkendte den, at der skal være hårdere straffe for voldtægt.

Det kan i de alvorlige tilfælde også indebære dødsstraf til de skyldige.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere