Anklage: Tjente 10 millioner på menneskehandel

Onsdag starter en sag mod to kvinder og en mand, der er tiltalt for omfattende bordeldrift og menneskehandel

Flere års bordelvirksomhed og to tilfælde af menneskehandel.

Det er hovedpunkterne i sagen mod en mand og to kvinder, der onsdag starter ved Retten i Viborg.

14 navngivne kvinder og to transseksuelle mænd - alle fra udlandet - er ifølge anklageskriftet blevet udnyttet til prostitution, sammen med et ukendt antal unavngivne ofre.

De tiltalte er en 46-årig mand og hans 34-årige kone, samt mandens 48-årige tidligere samlever.

- Sagen handler som udgangspunkt om rufferi og menneskehandel, men der er også mindre forhold af røveri og vold, fortæller sagens anklager, Maja Fugl, til Ritzau.

- Men det er rufferi og menneskehandel, der er klart de tungeste punkter i anklageskriftet, siger hun.

Bordelvirksomheden er angiveligt stået på i tidsrummet mellem januar 2008 og marts 2012, og Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydøstjylland anslår, at de tre tiltalte i den periode har raget over 10 millioner til sig.

De tre skal blandt andet have krævet 1200 kroner om dagen fra hver af de prostituerede mod at skaffe fornødenheder, som kondomer og prislister til bordellerne.

Ud over den omfattende bordelvirksomhed er den yngste kvinde og manden desuden tiltalt for to tilfælde at menneskehandel.

Ifølge anklageskriftet har de lokket en portugisisk kvinde til Danmark under falske forudsætninger, hvorefter de med trusler har tvunget hende til at arbejde som prostitueret.

Det samme er tilfældet for en tidligere handlet nigeriansk kvinde, som de to tvang til prostitution ved at tilbageholde og true hende.

Den 46-årige mand er også tiltalt for to tilfælde af vold mod to af de prostituerede.

I et tilfælde skal han angiveligt have sparket en prostitueret og i et andet tilfælde sammen med sin kone have overfaldt og frarøvet en anden 10.000 kroner.

Der ventes dom i sagen i løbet af marts.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere