Politiets anklage: Tæskede syv-årig med ledninger og jernrør

33-årig mand er fænglset for at have mishandlet sin syv-årige steddatter igennem længere tid

For en kun syv-årig pige endte to års mareridt i fredags, da hun løb hjemmefra og søgte efter hjælp. Som ekstrabladet.dk tidligere har beskrevet, havde hun forud for flugten måttet leve med i perioder at blive slået og sparket med alt fra bordben til ledninger af sin 33-årige stedfar.

Læs mere:

Se også: Mand fængslet for brutal vold mod steddatter

Stedfaderen blev anholdt og i al hemmelighed fremstillet i grundlovsforhør i weekenden.

- Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger, og har delvist erkendt volden mod sin steddatter, siger Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi og tilføjer:

- Det er en usædvanlig grov sag, og det er meget sørgeligt, det pigen har været udsat for.

Tæsket med ledning
Ifølge et referat fra retten, som ekstrabladet.dk nu er kommet i besiddelse af, eskalerede volden på den sidste dag i januar i familiens lejlighed i Greve. I grufulde detaljer er det beskrevet, hvordan den lille pige blev slået flere gange på kroppen med et metalrør, mens hun lå ned. Hun blev derefter slæbt ud på gangen i lejligheden og slået flere gange i hovedet samt kastet ned på gulvet. Her blev hun slået og sparket adskillige gange over hele kroppen.

Men selvom pigen allerede på det tidspunkt var stærkt forslået, blev mishandlingen ved. Den syv-årige blev slået med en ledning flere steder på kroppen, blev brændt på ballen med en lighter og slået på hænderne med en kagerulle.

Slap væk
Dagen efter blev pigen om morgenen tildelt tæsk med en ledning. Den 33-årige, der er af polsk afstamning, nægtede pigen at gå i skole den dag, da hendes skader var for tydelige. Da stedfaderen senere sendte pigen hen til viceværten, så pigen sit snit til at flygte.

- Hun løb hen til en bekendt, der bor i nærheden. Her blev der ringet efter politiet. Hendes skader var så voldsomme, at hun skulle indlægges, siger Ove Pedersen.

Reageret i afmagt
Den brutale behandling af pigen begyndte i følge sigtelsen tilbage i juli 2011. Stedfaderen forklarede i retten, at han elsker sin steddatter, men har haft svært ved at kommunikere med hende. Derfor har han i afmagt slået og sparket hende. Han forklarede også, at det var sket sammen med pigens 28-årige mor. Det afviser politiet indtil videre.

- Det er der ikke noget, der tyder på. Vi har afhørt pigen i dag og det lyder mere som om, at moderen også har været udsat for vold. Og at hun derfor ikke har turdet forhindre de grove angreb mod den syv-årige, fortæller Ove Pedersen.

Han fortæller desuden, at pigen har det godt efter omstændighederne og er udskrevet fra hospitalet. Politiet vil formentlig afhøre moderen i løbet af denne uge. Moderen har sammen med den 33-årige et barn på to år. Politiet ved endnu ikke, om dette barn også har været udsat for vold.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere