Passagerfly ruller af landingsbanen i Rom: Seks kvæstet

Kraftig vind eller regnvejr kan være årsagen til, at et rumænsk fly forulykkede i Italiens hovedstad

Seks mennesker blev lørdag kvæstet, da et passagerfly røg af landingsbanen i Italiens største lufthavn, Fiumicino, der ligger ved hovedstaden Rom.

Flyet kom fra Pisa og havde 50 passagerer om bord. Da flyvemaskinen fra det rumænske luftfartsselskab Carpatair ramte asfalten i Rom-lufthavnen, endte det af ukendte årsager uden for landingsbanen.

Tre af de seks kvæstede er kørt til hospitalet for at blive behandlet. En person har angiveligt fået et brud på bækkenet, rapporterer det italiensk nyhedsbureau Ansa.

Kraftig vind og regn eller en fejl fra piloten kan være årsagen til, at flyet forulykkede og endte i græsset ved siden af landingsbanen, lyder de foreløbige teorier fra efterforskerne.

Ifølge italienske medier har der i den seneste tid være flere uheldige episoder med det rumænske selskab Carpatair, som har indledt et samarbejde med italienske Alitalia.

Lufthavnen i Rom forbliver åben, men en af landingsbanerne er dog lukket.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere