Kommune tjekker oplysninger om nyt garagebarn

Helsingør Kommune undersøger nu for anden gang, om forældrepar med tvangsfjernede børn har et ottende barn

Arkivfoto Torben Sørensen
Arkivfoto Torben Sørensen

Medarbejdere fra Helsingør Kommune besøgte fredag aften med politiets hjælp det hus på Skovgårdsvej i Helsingør, hvor der i august sidste år blev fundet en dreng, som forældrene havde holdt skjult for myndighederne siden fødslen.

Han er familiens syvende barn og blev i pressen døbt 'garagebarnet'. Seks andre børn var tidligere blevet tvangsfjernet.

Kommunen havde fået et tip om, at der måske var endnu et barn skjult. Men der blev ikke fundet spor af noget ottende barn, siger kommunaldirektør Bjarne Pedersen, Helsingør Kommune, til Ritzau.

Besøget hos forældreparret kom i stand, fordi kommunen havde fået en såkaldt 'begrundet underretning' om, at parret skulle have et ottende barn.

- Vi har fået en underretning, der var så begrundet, at vi tænkte, at det blev vi nødt til at undersøge, siger Bjarne Pedersen.

- Allerede da vi hentede den lille dreng, talte han på sit dårlige sprog om en lillesøster, og dengang vendte vi om og undersøgte huset en gang til. Nu har vi to gange været inde at kigge efter det ottende barn, siger kommunaldirektøren.

Ifølge Helsingør Dagblad deltog 10 betjente og to kommunale medarbejdere i eftersøgningen af det mulige ottende barn.

Bjarne Pedersen oplyser, at politiet var med for at skaffe kommunens medarbejdere adgang, fordi forældreparret ikke ønsker at tale med kommunen.

Hverken i huset i garagen eller i en bus, som familien har holdende udenfor, blev der fundet tegn på, at der skulle være endnu et barn.

- Der er ikke spor af et ottende barn. Ingen som helst spor, siger Bjarne Pedersen.

Helsingør Kommune foretager sig nu ikke mere i sagen, siger han.

Anklagemyndigheden har endnu ikke taget stilling til, om der skal rejses tiltale mod forældreparret for vanrøgt af den dreng, de holdt skjult.

Ved du noget? Mail til 1224@eb.dk eller sms 1224 (almindelig sms-takst)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere