Bankede hammer i hovedet på 25-årig

Offer kan intet huske om grov vold på værtshus

To mænd på 24 og 25 år fra Aalborg/Nørresundby bliver lørdag formiddag fremstillet for grov vold efter et opgør på værtshuset Vognhjulet i Hobro natten til lørdag.

Det er endnu uvist, hvad der nøjagtig skete, men en 25-årig mand fra Aars blev slået i hovedet med en hammer.

Volden foregik i et baglokale til værtshuset, hvor man kan slå søm i med en hammer 'for at vise hvor stærk man er', som politiet bemærker.

- Den 25-årige fra Aars bliver pludselig slået i gulvet med hammeren. Han får et enkelt, kraftigt slag i panden, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard, til ekstrabladet.dk.

De to mænd, der skal fremstilles i grundlovsforhør blev anholdt på værtshuset kort efter, mens en fjerde mand i baglokalet stak af.

Offeret kendte ikke de to sigtede i forvejen.

- Vi ved ikke, hvad der er sket - det kan være, de var blevet uenige om, hvem der var stærkest. Offeret kan ikke huske noget, og de to sigtede vil ikke sige noget. De sover den ud i detentionen og bliver fremstillet senere i dag - den sidste mand leder vi efter, siger Bent Højgaard.

Offeret er indlagt på hospitalet, men er ikke livstruende skadet, oplyser politiet til ekstrabladet.dk.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere