Dødstallet stiger efter skyskraber-eksplosion

32 meldes dræbt efter eksplosion i højhus i Mexico City

Pemex havde angiveligt problemer med elektriciteten i bygningen, inden eksplosionen indtraf. (Foto: AP)
Pemex havde angiveligt problemer med elektriciteten i bygningen, inden eksplosionen indtraf. (Foto: AP)

Antallet af omkomne efter nattens voldsomme eksplosion i en skyskraber i det centrale Mexico City er nu oppe på 32 mennesker, mens omkring 100 er kvæstede.

Det siger Emilio Lozoya, direktør for det statslige olieselskab, Pemex, der har hovedkvarter i det 54 etager høje kontorkompleks.

Årsagen til eksplosionen er endnu ikke kendt, men Pemex havde angiveligt problemer med elektriciteten i bygningen, inden eksplosionen indtraf.

- Efterforskningen er meget kompleks. Tab af menneskeliv i dette omfang kan ikke forklares på få timer, siger Emilio Lozoya på et pressemøde i Mexico City fredag morgen.

Samtidig fortsætter redningsfolk med at lede efter overlevende, da man frygter, at der kan være mennesker fanget i murbrokkerne.

Den mexicanske indenrigsminister, Miguel Ángel Osorio Chong, understreger, at dødstallet risikerer at stige yderligere, når redningsfolk får arbejdet sig gennem ødelæggelserne.

Flere tusinde mennesker befandt sig i bygningen, da eksplosionen fandt sted i bygningens kælder. Kælderen og de to første etager blev raseret.

- Folk skreg. Du kunne se stykker af facaden falde ned på jorden, siger Pemex-jurist Joaquin Borrell Valenzuela ifølge CNN.

Pemex-hovedkarteret er 213 meter højt, blev opført i 1979 og modstod et jordskælv på 8.1, der ramte Mexico City i 1985.

Pemex er verdens fjerde største olieselskab og producerer omkring 2,5 millioner tønder olie dagligt.

I september sidste år mistede 30 personer livet i forbindelse med en eksplosion på et Pemex-gasanlæg i det nordlige Mexico.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere