Terrordømt: Sådan blev jeg stemplet som JP-terrorist

Terrordømte Munir Awad var tavs under sagen, men talte ud og appellerede til nævningene i 11. time

Han var tavs under hele sagen i byretten og har været fåmælt i landsretten.

Men i sidste øjeblik åbnede Munir Awad munden og talte ud i et forsøg på at påvirke de ni nævninge i straffesagen, der fredag kendte den 31-årige svensk-libaneser skyldig i at planlægge terror mod JP/Politikens Hus i København.

- Der er ikke blevet tegnet et klart billede af min person, og hvorfor jeg var med på den rejse, sagde Munir Awad torsdag i retten med henvisning til en biltur fra Stockholm til Herlev sammen med de tre andre dømte i sagen om terrorplanerne mod bladhuset på Rådhuspladsen.

Munir Awad havde som den eneste i firkløveret anket dommen til landsretten.

- Jeg har aldrig sagt, at jeg vil dræbe folk. Jeg sympatiserer en vis del med terrorister, men tager afstand fra en masse af det, de gør.

- Jeg er palæstinenser og tror på kampen mod uretfærdighed, sagde Munir Awad, en veltrænet, kortklippet mand med tættrimmet fipskæg.

- Siden 12-13-års-alderen har jeg været kriminel, og jeg har benyttet kriminalitet til at forsørge mig, sagde han.

- Men min lillebror døde, og jeg trak mig ud af kriminaliteten, begyndte at arbejde og blev gift og fik børn.

Munir Awad er to gange tidligere blevet anholdt og mistænkt for terror, men aldrig retsforfulgt. Den ene gang i 2007 ved den somaliske grænse, den anden gang i 2009 i Pakistan.

Ifølge det amerikanske forbundspoliti FBI har Awad haft forbindelser til østafrikansk al-Qaeda.

Efter turen til Afrika i 2007 begyndte en ny tid for Munir Awad i en forstad til Stockholm.

- Mit liv ændrede sig drastisk. Jeg blev kendt som "terroristen, der begik kriminalitet", og fik mange kontakter i det radikale miljø.

- Jeg blev overvåget af politiet og Säpo fra en terrorvinkel. Myndighederne havde stemplet mig, og jeg blev vældig omtalt i medierne, sagde Awad i retten, før de ni nævninge begyndte voteringen.

Munir Awad begyndte at omgås de tre andre dømte i terrorsagen, der skaffede ham en lejlighed og penge og billetter til pilgrimsrejsen til Pakistan i 2009.

- Jeg lavede indsamlinger sammen med dem og sendte penge ud af landet.

De tre andre dømte i JP-terrorsagen er 46-årige Mounir Dhari, 39-årige Sahbi Zalouti og 32-årige Omar Aboelazm, der fik 12 års fængsel i byretten.

Landsretten udmåler straffen til Munir Awad den 31. januar.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere