Overlæge: Sådan er udsigterne for Magnus

Hvis han skal transplanteres, tager man typisk hud fra indersiden af overarmen

Overlæge på Brandsårsafdelingen på Rigshospitalet, Bjarne Alsbjørn siger, at Magnus har det godt og nok skal blive pæn igen. Foto: Tine Harden/privat
Overlæge på Brandsårsafdelingen på Rigshospitalet, Bjarne Alsbjørn siger, at Magnus har det godt og nok skal blive pæn igen. Foto: Tine Harden/privat

Seks-årige Magnus har gode chancer for at slippe fra den voldsomme forbrænding i sin SFO i Thisted med et flot resultat. Det fortæller overlæge Bjarne Alsbjørn, Klinik for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet. Han kan endnu ikke sige, om drengen skal have transplanteret hud til de forbrændte områder.

- Vi ved det på tiende dag. Enten er han helet eller klar til operation, siger overlægen til ekstrabladet.dk.

Magnus er forbrændt på 3½ procent af kroppen, efter en ansat i hans SFO ved en fatal fejl hældte brændbar væske på et tændt bål, som 10-15 børn stod forsamlet om.

Ifølge overlægen på Brandsårsafdelingen resulterer det i en mindre eksplosion, som lægerne kalder et 'flash-burn'.

- Det er ikke særlig smart, konstaterer han.

Læs også:

Se også: Forbrændt i SFO: Sådan har 6-årige Magnus det i dag

Hvis det viser sig, at Magnus skal have transplanteret hud, vil man typisk tage hud fra indersiden af overarmen, der minder om ansigtshuden, der så skal gro fast på de forbrændte områder.

- Er det en vanskelighed operation?

- Nej, vi gør det ret tit, siger Bjarne Alsbjørn og tilføjer, at de har landsfunktionen, når det gælder større brandsår.

- Hvordan vil det komme til at se ud?

- Det bliver pænt. Man vil kunne se det, hvis man ser efter med en lup, men det går vi jo sjældent rundt og gør, siger han.

Læs også:

Se også: 6-årig slemt forbrændt i SFO: Voksen hældte brændbar væske på bål

Han fortæller, at proceduren ved brandsår er, at man skyller, til det ikke gør ondt mere.

- Når hud gør ondt, betyder det, at der er skadelige stoffer i huden. Hud skal ikke gøre ondt. I dette tilfælde har det varet i otte timer, siger han og fortæller, at der ikke er tale om store mængder vand, og vandet kommer fra noget, der nærmest ligner en blomsterforstøver.

Derefter skal man lige vaske det forbrændte område for at sikre, at der ikke er kommet fremmede partikler i.

- Og så sidder man 'til pynt' i ti dage. Vi vil gerne se, hvor meget det kan hele af sig selv. Det bedste er, hvis naturen og barnet selv kan sørge for helingsprocessen. Der sker ikke andet end, at vi skal sørge for, at der ikke kommer infektioner, siger han.

Af samme grund er seks-årige Magnus isoleret, så han ikke kommer i kontakt med andre patienters bakterier. Han må dog gerne have sin mor hos sig, men helst ikke andre.

Læs også:

Se også: Skoleleder om forbrænding: Det er en fatal fejl

Bjarne Alsbjørn fortæller, at Magnus på trods af skaderne er ved godt mod.

- Han har det godt. Ansigtet er noget opsvulmet, men det skal det være. Så kommer der en tør skorpe, og det er under den han skal sørge for sin heling. Det er vorherres plaster, siger han.