Så er det sket igen: Nyt skyderi på åben gade

Endnu et skyderi på åben gade her til eftermiddag. Denne gang i Værløse - en person er skudt i ryggen

Blodpletter på jorden vidner om, hvor den 20-årige mand blev skudt og holdt varm med tæpperne, der er efterladt. Han er nu kørt til Rigshospitalets Traumecenter. (Foto: Kenneth Meyer)
Blodpletter på jorden vidner om, hvor den 20-årige mand blev skudt og holdt varm med tæpperne, der er efterladt. Han er nu kørt til Rigshospitalets Traumecenter. (Foto: Kenneth Meyer)

Samtidig med at en 21-årig mand sad på anklagebænken i Lyngby Ret sigtet for drabsforsøg efter aftenens skyderi i Kokkedal, hvor en person blev skudt i foden, har kuglerne endnug engang føget gennem luften.

Her til eftermiddag er der igen meldinger om et skyderi. Denne gang er der affyret skud i Værløse, hvor en person menes at være blevet ramt i ryggen.

Læs også: Grupper affyrede 15 skud

Politi i skudsikre veste på Riget
Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger skulle offeret være en 20-årig mand, men dette er ikke blevet bekræftet af politiet endnu. Manden er blevet kørt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor betjente med skudsikre veste holder vagt i hospitalets foyer.

Nordsjællands Politi bekræfter overfor ekstrabladet.dk, at der er sket en ny skudepisode, som de er i gang med at undersøge.

Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger kom manden gående på gaden, da han blev beskudt i det ellers pæne og fredelige beboelseskvarter. Han skulle angiveligt være ramt flere gange.

Læs også: Jonathan dræbt i kugleregn

Bil i brand
Der er efterfølgende konstateret en bil i brand i Allerød efterladt 200 meter nede af en skovvej. Muligvis kan den sættes i forbindelse med skyderiet som værende den bil, gerningsmanden eller mændene skød fra.

Skudepisoden kommer i kølvandet på to andre episoder alene i denne weekend. Fredag blev der affyret skud mod tre mænd i Høje Gladsaxe, hvor en 19-årig mand døde af skud i hovedet. Lørdag aften blev en anden ung mand skudt i foden i Kokkedal, hvilket efterfølgende førte til stor dramatik foran Rigshospitalet. En person er anholdt og sigtet for drabsforsøg. Han er netop blevet varetægtsfængslet i Lyngby Ret.

Opdateres...

Har du informationer om skyderiepisoderne eller kender noget til sagen, så kontakt os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller på 1224@eb.dk