Heidi-drabet: Har morderens fingeraftryk

Politiet har ikke kun drabsmandens dna-profil i Heidi-mordet. Også hans fingeraftryk er fundet i villaen og sendt til Interpol

Drabsmanden efterlod både fingeraftryk og dnaspor i villaen, da han myrdede den 41-årige Heidi Abildskov med kniv (privatfoto)
Drabsmanden efterlod både fingeraftryk og dnaspor i villaen, da han myrdede den 41-årige Heidi Abildskov med kniv (privatfoto)

Tyven, der dræbte 41-årige Heidi Abildskov i hendes hjem i Virum den 15. november sidste år, efterlod så mange spor i villaen, at beviserne vil fælde ham, hvis og når han bliver identificeret.

Politiet har hans dna-profil, men den er ukendt i det danske dnaregister og i alle de lande, som hidtil har undersøgt profilen i deres dna-registre.

Se også: Heidi dræbt af tyv, der efterlod sit tøj

Nu bekræfter Nordsjællands politi overfor ekstrabladet.dk, at morderens fingeraftryk også er fundet i villaen. Det kan få betydning, fordi mange lande har et veludbygget register over fingeraftryk, mens dna-registre ikke er udbygget i alle lande.

- Vi har flere fingeraftryk, som vi er sikre på kommer fra gerningsmanden, bekræfter vicepolitiinspektør Henning Svendsen.

Fingeraftryk sendt til udlandet
Fingeraftrykkene er ligesom dna-profilen sendt til udenlandske politimyndigheder via Interpol. Foreløbig har Nordsjællands politiet fået svar fra cirka en tredjedel af landene om, at fingeraftrykkene ikke findes i deres registre.

- Fingeraftryk kan få betydning, hvis vi for eksempel kigger mod de østlige lande, hvor dna-registrene ikke er så veludbyggede, siger Henning Svendsen til ekstrabladet.dk.

Se også: Mystisk telefonnummer på mordseddel

Politiet har derfor stadig håb om, at Heidi Abildskovs drabsmand bliver identificeret af udenlandsk politi.

- Vi har fået svar fra cirka halvdelen af de spurgte lande på dna-profilen og cirka en tredjedel af landene på fingeraftrykkene, siger Henning Svendsen.

Se også: Efterlyser indbrudstyve i Heidi-mordet

Fingeraftrykkene er blandt andet afsat i blod på en indvendig kældertrappe, hvor drabsmanden har 'taget fra' på væggen.

De tekniske undersøgelser bekræfter, at der kun har været én gerningsmand i villaen på Frederiksdalsvej.

Seddel om tøjindsamling
Heidi Abildskov blev dræbt i husets køkken-alrum mellem kl. 22.15 torsdag den 15. november og den 16. november kl. 9.55, hvor hun blev fundet af en nabo, der var tilkaldt, fordi Heidi Abildskov ikke var mødt på arbejde. Men drabet er sandsynligvis sket i timerne omkring midnat frem til klokken 02-03 om natten.

Se også: Heidis morder ukendt i dna-register

Tirsdag offentliggjorde politiet nye oplysninger om en seddel om tøjindsamling til Polen, som morderen medbragte og efterlod i en stjålet taske i familiens Abildskovs Mercedes sammen med sit blodige tøj og en rørtang.

Politiet mente, at sedlen muligvis var blevet brugt som et påskud til at opsøge villaer i området med henblik på at begå indbrud.

Efterfølgende er det dog kommet frem, at sedlen er uddelt i mindst 10.000 eksemplarer af en 44-årig forretningsmand fra Ishøj, hvis identitet er ekstrabladet.dk bekendt.

Manden har polske venner, der i efteråret startede på at samle tøj, sko og legetøj ind til fattige i Polen, og den 44-årige skrev sedlen, som siden er blevet kopieret og delt ud af velmenende polakker i folks postkasser.

Det er uvist, hvordan gerningsmanden har fået fat i sedlen.

Læs også:

Se også: Heidi-mordet: - Jeg skrev 'mordsedlen'

Politiets håb om at få et gennembrud i sagen ved at finde overvågningsvideo af drabsmanden fra busser, S-tog og S-stationer i området har været forgæves. Gerningsmanden var iklædt karakteristisk gråt tøj, da han kom til Virum, men politiet ved stadig ikke hvilket tøj, han skiftede til efter han smed sin blodige jakke og joggingbukser i familiens bil.

Hvordan kom han til og fra huset ?
Han stjal givetvis tøj i huset, men Heidi Abildskovs mand har ikke været i stand til at udpege, hvad drabsmanden har taget.

- I dag ved vi ikke, om han tog offentlig transport til og/eller fra gerningsstedet. Vi er færdige med at gennemgå videoovervågningen, og det har desværre ikke givet resultat, siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen.

- Hans plan var at flygte i familiens Mercedes, men det lykkedes ikke. Så vi ved ikke, hvordan han er flygtet - og vi ved heller ikke, hvordan han ankom til gerningsstedet, siger efterforskningslederen.

1 af 3 Politiets teknikere har fundet fingeraftryk afsat i blod i villaen. (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 3 Sådan var morderen klædt, da han kom til villaen på Frederiksdalsvej. Han efterlod det blodige tøj i bilen, som han forsøgte at flygte i.(politifoto)
3 af 3 Drabsmanden efterlod både fingeraftryk og dnaspor i villaen, da han myrdede den 41-årige Heidi Abildskov med kniv (privatfoto)