Heidi-mordet: - Jeg skrev 'mordsedlen'

Mysteriet om sedlen, som Heidi Abildskovs morder efterlod i familiens bil, er delvist løst. Den er skrevet af en dansker for velmenende polske venner - men det er ukendt, hvordan morderen fik fat i den

En 44-årig dansker fra Ishøj har forfattet sedlen, der er kopieret og delt ud af polakker i Storkøbenhavn og Nordsjælland. (politifoto)
En 44-årig dansker fra Ishøj har forfattet sedlen, der er kopieret og delt ud af polakker i Storkøbenhavn og Nordsjælland. (politifoto)

ekstrabladet.dk kan nu løse en del af mysteriet om den seddel om tøjindsamling til Polen, som Nordsjællands politi tidligere i dag offentliggjorde som et nyt spor i Heidi-mordet.

Heidi Abildskovs morder efterlod sedlen i en taske i familiens bil sammen med sit blodige tøj, en rørtang og tyvekoster fra villaen. Så politiet er overbevist om, at gerningsmanden havde sedlen med sig - måske som et påskud for at ringe på folks døre og begå indbrud.

- Familien kender intet til sedlen, oplyste vicepolitiinspektør Henning Svendsen tidligere.

Se også: Mystisk telefonnummer på mordseddel

Nu har en 44-årig forretningsmand fra Ishøj, hvis identitet er ekstrabladet.dk bekendt, henvendt sig til politiet og til ekstrabladet.dk og fortalt, at han har udarbejdet sedlen, der er delt ud i flere versioner i Storkøbenhavn og Nordsjælland i mindst 10.000 eksemplarer.

Kan være 'fisket' af morderen
- Sedlen kan være fisket af gerningsmanden hvor som helst. Der er delt rigtigt mange ud, siger den 44-årige til ekstrabladet.dk. Han ønsker ikke sit navn frem, fordi han driver en forretning og ikke ønsker at blive sat i forbindelse med mordsagen.

Han har polske venner, der i efteråret startede på at samle tøj, sko og legetøj ind til fattige i Polen, og den 44-årige skrev sedlen, som siden er blevet kopieret og delt ud af velmenende polakker i folks postkasser.

Politiet undrede sig over, at telefonnummeret på sedlen er til et taletidskort, der aldrig har været aktivt.

- Det er en ren fejl, at taletidskortet aldrig er blevet aktiveret. På senere sedler har vi også opført en gmail-adresse, som folk kan kontakte os på, og vi er ved at etablere en hjemmeside. Domænenavnet er købt, fortæller den 44-årige, der er meget ked af, at Polen-indsamlingen nu bliver sat i forbindelse med en drabssag.

Se også: Efterlyser indbrudstyve i Heidi-mordet

- Vi har samlet omkring 10 ton ind. Det er mindre, end vi havde håbet på, men nu bliver det hele måske ødelagt af denne sag, siger den 44-årige.

Et af de første eksemplarer
Sedlen, der blev fundet på mordstedet, er en af de første eksemplarer, som den 44-årige forfattede i slutningen af oktober/begyndelsen af november. Drabet skete den 15. november sidste år.

- Præcist den seddel er ikke lavet i så mange eksemplarer. Senere føjede vi gmailen til på bagsiden af sedlen, siger den 44-årige, der kan henvise politiet til en navngiven polak, som har delt sedlerne ud i Virum-området.

Det indsamlede tøj er blevet kørt til Polen og solgt for små beløb i genbrugsbutikker for at dække omkostningerne ved indsamlingen.

- Det er bestemt ikke en guldrandet forretning, siger den 44-årige til ekstrabladet.dk, der håber, at drabet snart bliver opklaret.

Politiet: Der bliver fulgt op
- Jeg kan slet ikke forestille mig, at nogen at vores uddelere har noget med sagen at gøre, siger han.

Vicepolitiinspektør Henning Svendsen, Nordsjællands politi, er glad for de nye oplysninger.

- Det bliver der nu fulgt op på. Måske er sedlen ikke så godt et spor, som vi håbede på. Vi syntes, at det var mærkeligt, at telefonnummeret på sedlen aldrig har været aktivt, siger han og tilføjer:

- Men vi ved stadig ikke, hvordan gerningsmanden er kommet i besiddelse af sedlen og hvad han har brugt den til. Men den kan jo være 'fisket' et sted, siger Henning Svendsen.