Forventer flere sager om slavearbejde

En nordsjællandsk familie er sigtet for menneskehandel og tvangsarbejde i rengøringsbranchen. Center mod Menneskehandel forventer flere lignende sager

Politiet slog i går til mod en sigøjnerfamilie, der nu er sigtet for menneskehandel og ni andre forhold. (Foto: Mogens Flindt)
Politiet slog i går til mod en sigøjnerfamilie, der nu er sigtet for menneskehandel og ni andre forhold. (Foto: Mogens Flindt)

Ved en stor politiaktion i går blev en sigøjnerfamilie fra Helsingør anholdt for at have holdt et rumænsk par som tvangsarbejdere i rengøringsbranchen.

Tvangsarbejderne har arbejdet 12-20 timer om dagen for en sølle månedsløn på 3000 kroner. Bagmændene, som har været underleverandører til rengøringsgiganten Forenede Service, har, ifølge sigtelsen, taget resten af pengene.

Læs mere:

Se også: Politiaktion: Holdt slavearbejdere på altan

Rengøringschefen, hans kone og to sønner blev i går sigtet for ti forskellige forhold fra menneskehandel til skattesvig, dokumentfalsk og bedrageri. De blev alle fire varetægtsfængslet i 14 dage efter et fire timer langt grundlovsforhør.

Samarbejde har effekt
Center mod Menneskehandel glæder sig over mandagens politiaktion i Helsingør, som er resultatet af flere måneders efterforskning.

- Det er meget positivt, for så har det en effekt at forfølge disse sager. Jeg ser det som et udtryk for, at det øgede samarbejde mellem Politi, SKAT, 3F og Center mod Menneskehandel har vist sig at fungere, siger Gitte Tilia, koordinator for Center mod Menneskehandel.

Læs mere:

Se også: Rengøringschef fremstilles for menneskehandel

Rengøringsselskabet Forenede Service, som sigøjnerfamiliens rengøringsfirmaer var underleverandører til, blev opmærksomme på problemet, efter 3F satte rengøringsbranchen under lup.

- Sammen med politiet og 3F har vi gjort alt, hvad vi kunne, for at få opklaret de her slave-lignende forhold, hvor de har fået frastjålet deres identitet og er blevet holdt i en lejlighed, hvor de fik lov at bo på en altan, siger Steen Gede, direktør for Forenede Service.

Flere sager i fremtiden
Hvis der falder dom i sagen, vil det blive den første om menneskehandel til tvangsarbejde. Sagen er, i følge Gitte Tilia, et resultat af, at 3F og andre har bragt tvangsarbejde frem i søgelyset.

Læs mere:

Se også: Familie om slavearbejdere: - Vi hjalp dem jo bare

- Vi forventer bestemt, at der bliver flere lignende sager. Vi prioriterer området meget højt og har gjort det det sidste års tid. Jo mere vi ser området efter i sømmene, jo mere får vi øje på, siger Gitte Tilia.