Politiaktion: Holdt slavearbejdere på altan

Politiet har i morges anholdt mindst syv under en aktion i Nordsjælland mod rumænsk slavearbejde i rengøringsbranchen

Dette rumænske par boede i tre år på en altan i Helsingør, mens de knoklede 12 timer om dagen for 3000 kr. om måneden. (Foto: Fagbladet3F)
Dette rumænske par boede i tre år på en altan i Helsingør, mens de knoklede 12 timer om dagen for 3000 kr. om måneden. (Foto: Fagbladet3F)


Politiet i Nordsjælland gik mandag morgen i aktion mod de formodede bagmænd til menneskehandel med rumænere, der er blevet groft udnyttet til tvangsarbejde med rengøring.

De har typisk arbejdet 12 timer om dagen for 3000 kr. om måneden, og bagmændene har tjent styrtende på 'slavearbejderne'.

Et rumænsk par, en 53-årig mand og en 50-årig kvinde, har i tre år boet på den sigtede bagmands overdækkede altan i bebyggelsen Vapnagård i Helsingør, hvor parrets 'hjem' blot bestod af en sovesofa, et bord og en reol på halvdelen af altanen.

Sigtes for menneskehandel
Ved 07-tiden slog politiet og SKAT til og anholdt den formodede bagmand og dennes kone, der har drevet et rengøringsfirma, som har været underleverandør til rengøringsselskabet Forenede Service.

ekstrabladet.dk var på stedet i morges, hvor politiet anholdt mindst syv under aktionen. Flere rumænere blev kørt væk fra lejligheden i 'Hesteskoen' i Vapnagård, mens politiet gik igang med en ransagning af lejligheden.

Luksusbiler beslaglagt
Ved aktionen beslaglagde politiet to luksusbiler, en antracitgrå Mercedes og en BMW, som bagmændene har haft rådighed over. Bilerne holdt ved parkeringspladsen til boligblokken.

Politiet sigter det anholdte par for menneskehandel, skattesvig, socialbedrageri og dokumentfalsk. Politiet vil senere i dag kræve de anholdte varetægtsfængslet i grundlovsforhør ved retten i Helsingør.

Det er den første sag i Danmark, hvor politiet rejser sag om menneskehandel i forbindelse med tvangsarbejde og social dumpning.

De anholdte tilhører en sigøjnerklan med rødder i Serbien.

3F afslørede tvangsarbejde
Politiet har efterforsket sagen siden efteråret, hvor Fagbladet 3F i en række artikler har afsløret tvangsarbejde i rengøringsbranchen, især i Nordsjælland, hvor Forenede Service har kontrakter om rengøring på offentlige institutioner og skoler.

I oktober slap det rumænske 'altan-par' fri med politiets hjælp. Siden har Forenede Service forsikret, at selskabet har ryddet op i den lyssky skov af underleverandører.

Læs Fagbladet 3F´s tema om 'Den beskidte rengøring' her.

Center mod Menneskehandel har tidligere vurderet det rumænske pars sag og mener, at de har været udsat for menneskehandel til tvangsarbejde.

Parret blev, ifølge Fagbladet 3F, hentet til Danmark i 2009 af et familiemedlem, som skaffede arbejdskraft til underleverandører til Forenede Service. De blev lokket med en månedsløn på 3000 kr. for tre timers arbejde om dagen - en høj løn for de meget fattige rumænere.

Gjorde rent for kommunen
Men de blev, ifølge politiets sigtelser, groft udnyttet og blev tvunget til at arbejde 12 timer om dagen. De gjorde rent 16 forskellige steder på en arbejdsdag, de fleste var offentlige ejendomme i Rudersdal kommune.

Det rumænske par, der boede på altanen i Vapnagård, var fuldkommen underlagt chefen, hans kone og søn. Parret har, ifølge politiets sigtelse, tjent store 'sorte' beløb på tvangsarbejderne.

De fik frastjålet deres identiteter, og uden deres vidende blev der oprettet bankkonti i deres navne, hvor deres officielle lønninger blev indbetalt. Men bagmændene tømte deres konti, og betalte dem blot 3000 kr. kontant om måneden, mener politiet.

Kommer fra trøstesløs by
I juni 2011 var et familiemedlem til de nu anholdte involveret i en sag om rumænske tvangsarbejdere. Seks sultne rumænere uden penge, fem mænd og en kvinde, blev fundet i en beskidt kælder i et hus på Montebello Allé i Helsingør.

Der var møgbeskidt, afføring på gulvet og 'køkkenet' bestod af en grill.

Rumænerne gjorde rent på skoler i Nordsjælland for en underleverandør til Forenede Service.

Rumænerne, der er hentet til slavearbejde i Danmark, kommer typisk fra området omkring den tidligere industriby Copsa Mica i det centrale Rumænien, cirka 500 kilometer fra Bukarest, en trøstesløs by uden arbejdspladser og en af verdens mest forurenede byer med tungmetaller. Der har tidligere været en kemifabrik.

Fagbladet 3F har besøgt Copsa Mica, og her kan du se billederne fra den fattige rumænske by.

1 af 4 Der var mindst syv personer i lejligheden i Vapnagård, da politiet slog til i morges. (Foto: Mogens Flindt)
2 af 4 På den overdækkede altan (ved den lille franske altan) boede et rumænsk par i tre år, mens de knoklede for 3000 kr. om måneden. (Foto: Mogens Flindt)
3 af 4 Politiet har beslaglagt disse to luksusbiler, men har kig på flere biler, som der er fundet nøgler til. (Foto: Mogens Flindt)
4 af 4 Dette rumænske par boede i tre år på en altan i Helsingør, mens de knoklede 12 timer om dagen for 3000 kr. om måneden. (Foto: Fagbladet3F)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen