Sindsforvirret mand dræbte tre kvinder dræbt i Schweiz

Schweizisk politi har anholdt en 33-årig mand, som angiveligt har skudt og dræbt tre kvinder og såret to mænd

En bevæbnet mand har dræbt tre kvinder i en landsby i Schweiz og såret to mænd, oplyser schweizisk politi.

Angrebet fandt sted sent onsdag aften i landsbyen Daillon, der ligger i den sydlige del af alpelandet. Der blev slået alarm til politiet med meldingen om, at adskillige mennesker lå kvæstede på gaden.

- Tre ofre døde på stedet. To andre blev såret og indlagt på hospitalet, fortæller en talsmand for politiet i kantonen Valais.

Den 33-årige gerningsmand, hvis navn endnu ikke er frigivet, opførte sig truende, da betjente fra en specialstyrke forsøgte at anholde ham.

Manden blev derfor skudt i brystet og bragt på hospitalet. Ingen betjente kom ifølge myndighederne noget til ved anholdelsen.

Den 33-årige er arbejdsløs og bor i lokalområdet. Han har været i psykiatrisk behandling siden 2005, oplyser politiet. Han er tidligere dømt for besiddelse af hash.

Manden affyrede mindst to våben mod sine ofre. Til at begynde med skød han fra sin lejlighed mod folk på gaden og i nærliggende bygninger. Senere gik han dog også ud på gaden, hvor han affyrede mindst 20 skud.

Det vides endnu ikke, hvad motivet bag skyderiet er, men en lokal restauratør fortæller, at manden havde drukket store mængder alkohol, inden han begyndte at skyde løs.

De dræbte kvinder var henholdsvis 32, 54 og 79 år. De blev alle ramt af mindst to skud i hovedet og brystet. Den yngste kvinde var gift med en af de sårede mænd, og de havde små børn, fortæller den offentlige anklager, Catherine Seppey.

Skyderier, hvor mange mennesker bliver såret eller dræbt, er sjældne i Schweiz, selv om mange af landets otte millioner indbyggere ejer skydevåben.

Mange af våbnene gemmes på folks lofter rundt omkring, hvilket tilskrives Schweiz' historie, hvor man har bevæbnet befolkningen for at kunne forsvare landets neutralitet.