Bandefigur skulle dø i kugleregn - retssag begyndt i dag

Reddet af automatgear i bilen, da de blev beskudt efter slagsmål foran diskotek

Oruc Türkoglu er kernefigur i Black Cobra i Køge. I fjor blev hans bil beskudt ved en motorvejsfrakørsel syd for København. (Foto: Facebook)
Oruc Türkoglu er kernefigur i Black Cobra i Køge. I fjor blev hans bil beskudt ved en motorvejsfrakørsel syd for København. (Foto: Facebook)

RETTEN I HOLBÆK (ekstrabladet.dk): Mens politiet er talstærkt til stede ved retten i Holbæk, holder de banderelaterede figurer sig væk.

Kun lidt familiemedlemmer samt en kæreste er stede ved dagens retsmøde, hvor fire mænd i alderen 21 til 28 år er tiltalt for drabsforsøg på et af de absolutte kernemedlemmer af grupperingen Black Cobra i Køge.

De fire tiltalte nægter sig alle skyldige.

Drabsforsøget skete sidst på natten 3. september i fjor. Det skete lige efter, Türkoglu, der havde en ven med i bilen, var kørt fra motorvejen lige uden for Køge. Her blev bilen udsat for en voldsom beskydning. Både Türkoglu og vennen blev alvorligt sårede. Vennen blev blandt andet ramt i halsen.

Kørte selv til skadestuen
Den kvæstede Türkoglu kørte selv den gennemhullede VW Passat Stationcar til sygehuset i Køge. Ifølge kilder kan det have reddet makkerparrets liv, at bilen var udstyret med automatgear - dermed var bilen lettere at føre for den kvæstede bandefigur.

Læs her:

Se også: Tiltalt: Ville dræbe Black Cobra-leder

Forud for skyderiet havde der været et sammenstød foran gå-i-byen stedet Rosie Mcgees tæt ved Rådhuspladsen i København. Balladen havde involveret både Türkoglu og figurer med tilknytning til grupperingen Bloodz i Køge.

I forvejen er der et indædt fjendskab mellem de to grupperinger. Og de fire tiltalte kan knyttes til Bloodz-grupperingen.

Tele-oplysninger og video-overvågning
Ved dagens retsmøde har anklager, Line Scharf, fremlagt sagen, der blandt andet bygger på teleoplysninger og video-overvågning.

Ifølge anklageren var Bloodz-folkene kørende i en karakteristisk Mercedes - sølvfarvet med sort glastag.

Omkring klokken 02.37 er bilen fanget på video-overvågningen på Shell-tanken på Englandsvej, Amager.

Klokken 02.54 har video-overvågningen ved Rosie Mcgees, der ikke er den bedste kvalitet, fanget en lys bil med mørkt tag, der kommer kørende. Det er ikke muligt, på videoovervågningen med sikkerhed at fastslå, at der vitterligt er tale om den sølvfarvede Mercedes. Samtidig står der nogle mænd og kigger opmærksomt. De samler noget op fra fortovet og forsvinder ud af billedet.

Det er nu, tumulten ifølge politiet finder sted. Kort efter flytter de tiltaltes telefoner sig ifølge anklageren over Amager og syd på til Køge-området. Det fremgår af masteoplysningerne fra mobiltelefonnettet.

klokken 03.35 kommer det første alarmopkald. Det er en mand, der bor tæt ved motorvejsnedkørslen, der ringer:

- Der bliver skudt helt vildt, siger beboeren.

Han forklarer også, hvordan han hører en bil, der speeder op og kører hurtigt væk. Samtidig forklarer han, at han har hørt det hele tydeligt, i det han sover med åbne vinduer.

Alarmopkald fra sygehuset
klokken 03.47 lyder næste alarmopkald. Denne gang fra sygehuset:

- Vi skal have politi herned. Vi har to skudsårede, lyder meldingen.

Om aftenen ved 18-tiden finder politiet den sølvfarvede Mercedes på en p-plads i Haslev, Sydsjælland.

Kort efter fundet af bilen gløder telefonerne igen på kryds og tværs af Sjælland, forklarede anklageren ved dagens retsmøde.

Ved den efterfølgende gennemgang af Mercedes-bilen, er der fundet krudtafsmitning ved to af vinduerne. Dermed tyder det på, at der er skudt med flere våben.

Mercedes-bilen tilhører ifølge registreringen broren til en af de tiltalte. Men ifølge anklageren, var det en af de tiltalte, der i det daglige var bruger af bilen.

Drab og drabsforsøg
konfliktbilledet mellem Bloodz og Black Cobra-folkene har stået på i flere år. Tilfældige er blevet skudsåret, ligesom bandekonflikten også har ført til drab.

I april 2010 blev Thimo Zevenbergen skuddræbt på Nyelandsvej i Køge. Black Cobra menes at stå bag drabet. Ingen er PT tiltalt for drabet.

Det er ikke første gang Oruc Türkoglu selv har været mål for skud. I november 2009 blev han såret af skud i den ene balle. Gerningsmanden havde ved den lejlighed formentlig tilknytning til HA eller deres rekrutgruppe AK81. Ingen er sigtet i den sag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere