TV: Kendt forsvarsadvokat aflyttet af politiet

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage bekræfter, at hun har klaget over politifolk ved Fyns Politi fordi de hemmeligt har aflyttet samtaler mellem hende og klient

Den kendte forsvarsadvokat Mette Grith Stage er blevet hemmeligt aflyttet af efterforskere ved Fyns Politi, mens hun havde samtaler med sin klient.

Det har den ene af de to rockere i retssagen om væbnede bankrøverier ved retten i Odense netop afsløret i retten.

LÆS OGSÅ:

Se også: Rockere risikerer 15 års fængsel

Mette Grith Stage bekræfter overfor ekstrabladet.dk, at hun blev aflyttet hemmeligt sidste sommer. Det skete, fordi politifolkene aflyttede telefonen hos en mistænkt, som Mette Grith Stage er forsvarer for.

Sendt til Statsadvokaten
Mette Grith Stage klagede derfor tidligere på året til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som netop har afsluttet efterforskningen.

- Sagen ligger nu hos Statsadvokaten i Sønderborg, som skal afgøre, om der skal rejses tiltale mod politifolkene bag aflytningen. Jeg mener, at de har begået embedsmisbrug. Men det er naturligvis Statsadvokatens afgørelse, siger Mette Grith Stage.

Dybt ubehageligt
- Hvordan opdagede du, at du var blevet aflyttet?

- Af respekt for selve sagsbehandlingen, ønsker jeg ikke at udtale mig detaljeret om sagen nu. Men jeg opdagede det, da jeg gennemgik en række teleudskrifter i sagen mod min klient.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det var dybt ubehageligt at opdage at se ens navn på listen over aflyttede, siger Mette Grith Stage.

Den kendte forsvarsadvokat henviser til Retsplejelovens bestemmelser om, at politiet omgående skal slette sådanne optagelser med mindre advokaten også er sigtet i sagen.

Ødelæggende for retssystemet
- Har du været sigtet?

- Nej på ingen måde. Alligevel har politiet gemt udskrifterne af telefonaflytningen. Samtaler mellem en forsvarsadvokat og en klient er noget helligt. Både advokaten og klienten bør kunne vide sig sikre på, at de ikke bliver aflyttet af politiet.

Det er jo helt ødelæggende for vort retssystem, hvis klienten ikke kan have tillid til, at alt hvad han taler med sin forsvarer om, er fortroligt og kun bestemt for forsvarerens øre.

Klienten kan jo direkte være med til at skade sin egen sag, hvis der under sådanne fortrolige drøftelser kommer oplysninger frem om hans eventuelle kendskab til sagen. Politiet kan bruge oplysningerne fra klienten til at dreje efterforskningen direkte mod klienten.

Det er i strid med grundlæggende retssikkerhedsgarantier og underminerer fuldstændig advokatens muligheder for at forsvare sin klient. Derfor er denne sag yderst principiel, fastslår Mette Grith Stage.



ekstrabladet.dk arbejder på at få en kommentar fra henholdsvis Fyns Politi og Statsadvokaten i Sønderborg.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen