Fupægteskabs-netværk optrævlet

Storbritannien, Frankrig og Portugal slog tirsdag til mod et kriminelt netværk, der arrangerer fupægteskaber

Storbritannien, Frankrig og Portugal har i fællesskab optrævlet et internationalt netværk, som har specialiseret sig i at hjælpe personer fra for eksempel Pakistan, Indien og afrikanske lande til at få opholdstilladelse i EU-lande gennem proformaægteskaber.

De tre lande gennemførte tirsdag en fælles koordineret aktion mod et stort antal adresser i de tre lande. Det oplyser Eurojust og Europol, som har støttet aktionen.

Ved aktionen blev 24 personer anholdt. Der blev desuden beslaglagt kontanter, dokumenter, mobiltelefoner, SIM-kort, computere og 1,5 kg hash.

Det var den portugisiske udlændingestyrelse, der fik mistanke om netværket og indledte efterforskningen af netværket i august 2010.

Et fælles efterforskningshold for de tre lande, JIT (Joint Investigation Team), har angiveligt dokumenteret, at netværket for store summer har arrangeret fupægtefæller mellem EU-borgere og personer fra ikke-EU-lande, så de udenlandske personer har kunnet opnå opholdstilladelse i en række EU-lande heriblandt Danmark.

José Guerra, portugisisk medlem af Eurojust, siger, at aktionen er 'et godt eksempel på en ny tilgang til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet på EU-plan'.

- Ved at oprette et fælles efterforskningshold, var myndigheder fra tre forskellige medlemsstater i stand til at tackle en fælles trussel, siger han.

Det franske medlem af Eurojust, Nicolas Chareyre, mener, at aktionen markerer et nyt kapital i det europæiske politisamarbejde.

- Denne D-dag er en stor succes for det retslige og politimæssige samarbejde. Takket være en bedre forståelse mellem nationale myndigheder og i særdeleshed oprettelsen af et fælles efterforskningshold med støtte fra Eurojust har vi været i stand til at afsløre og stoppe en kriminel organisation, siger han.

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen