Anholdt for dødelig afstraffelse: Kendte sit offer

Den 18-årige mand, der fremstilles for dødelig vold på en 20-årig mand, kendte sit offer - og nægter sig skyldig

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG (ekstrabladet.dk): Kl. 18.57 smækkede håndjernene i aftes om en kun 18-årig knægt, da politiet skred til anholdelse på en adresse i Tingbjerg. Den 18-årige står nu sigtet for at have deltaget i det der ligner en fælles afstraffelsesaktion af en 20-årig mand, der som følger heraf - mindre end to timer efter den første anholdelse i sagen - døde af hjertestop på Rigshospitalet.

Her vågede en stor skare af familiemedlemmer over den unge mand, der havde adskillige skader på kroppen. Blandt andet var han stukket i ballen med en kniv og tydeligt blevet udsat for stump vold - formentligt slag og spark - på kroppen og ikke mindst mod kraniet.

Den 18-årige anholdte og det 20-årige offer var angiveligt ikke fremmede for hinanden. Faktisk kendte den 18-årige og 20-årige mand, der i aftes døde som følge af sine skader, hinanden. Sådan lyder meldingen her til morgen fra Københavns Politi.

- De to mænd kendte hinanden, vidste hvem hinanden var, men de var ikke deciderede venner, oplyser drabschef Jens Møller Jensen til ekstrabladet.dk.

Nægter alt
Siden søndag, hvor den 20-årige blev fundet livsfarligt kvæstet på et stisystem i Tingbjerg, har politiet jagtet tre til fire unge mænd, som af flere vidner blev set på gerningsstedet. Den 18-årige er den første anholdte i sagen og bliver fremstillet netop nu i grundlovsforhør.

Her sigtes han for grov vold med døden til følge men nægtede sig fra anklagebænken skyldig i sigtelsen.

Angiveligt har den 18-årige konfereret med sin forsvarer det meste af natten. Da den 18-årige blev ført ind i retslokalet, iført grå joggingbukser og vindjakke, svarede han først velvilligt på dommerens indledende spørgsmål omkring hans data. Men straks efter stod det dog klart, at den 18-årige ikke ønsker at udtale sig om sagen i øvrigt.

Af hensyn til efterforskningen blev resten af grundlovsforhøret holdt for lukkede døre.

Læs også: Fatalt møde - nu er han død
Læs også: 20-årig afstraffet under aftalt møde

Måske jagtet rundt med bil
Motivet til den nærmest afstraffelses-lignende aktion natten til søndag er endnu ukendt. Adskillige hjulspor på de grønne arealer i området, hvor overfaldet fandt sted, kunne dog tyde på, at det unge offer er blevet jagtet rundt af gerningsmændene, der blev set i en lys bil på stedet.

Den anholdte er ifølge politiet kendt for mindre småsager som også omhandler vold. Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger blev den 18-årige så sent som i sommer sigtet for vidnetrusler.

- Vi leder fortsat efter yderligere to eller tre gerningsmænd, som er blevet beskrevet af forskellige vidner, oplyser Jens Møller.

ekstrabladet.dk følger sagen...

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen