Kiste med lig stod med åbent låg midt på gaden

Naboerne bad forgæves om, at bedemanden dækkede ansigtet på afdøde til

En afdød kvinde lå til åbent skue i en kiste midt på en befærdet vej på Østerbro i København. ekstrabladet.dk har valgt at sløre ansigtet på den afdøde og pårørende. Læserfoto
En afdød kvinde lå til åbent skue i en kiste midt på en befærdet vej på Østerbro i København. ekstrabladet.dk har valgt at sløre ansigtet på den afdøde og pårørende. Læserfoto

En kiste med en afdød kvinde stod i flere minutter med åbent låg midt på Ryesgade i københavnerbydelen Østerbro, mens tilfældige forbipasserende gik forbi lige midt i påskeindkøbene den 8. april.

Det, der formentlig var bedemanden, stod ved siden af kisten, men først omkring 10 minutter senere kom de pårørende ned, og låget på kisten lukket. Derefter blev kisten kørt væk.

Det fortæller Bente Kierbye Jensen, der bor lige over for opgangen, hvor den ældre kvinde boede.

Hun er forarget over, at liget bare lå åbent til skue en søndag formiddag.

- Folk passerede forbi og kiggede. Irma ligger jo lige ved siden af. Og børn får da et traume af pludselig at se sådan noget, siger hun.

- De kom bare ned med liget i morgenkåbe på en båre og vippede det over i kisten og lagde det til rette. Det var så uhyggeligt. Jeg råbte ned til ham, om han ikke kunne dække ansigtet til, men det kunne ikke lade sig gøre. Der gik i hvert fald ti minutter hvor liget lå utildækket, fortæller Bente Kierbye Jensen, der straks ringede til sin ven, der bor i samme bygning.

- Min veninde ringede og sagde: 'Prøv lige at kigge ud af vinduet. Der står en kiste dernede. Det var en ret bizar oplevelse. Jeg tænkte bare, at det kan ikke være rigtigt, fortæller Bent Brågaard.

Landsformand: Jeg er chokeret
Og det er heller ikke rigtig håndtering af et lig, mener landsformanden i Danske Bedemænd, Knud Larsen.

- Jeg synes ikke, det er etisk i orden. Man kan sagtens være et sted, hvor man ikke kan få en kiste ned ad trapperne, men man dækker afdøde til og kører til kapellet, siger Knud Larsen til ekstrabladet.dk.

- Hvad tænker du, når du ser de billeder?

- Jeg bliver chokeret og rystet. Der er to ting i det. Det ene er, at der kan komme tilfældige forbipasserende og børn, der ikke skal se det. Men den afdøde har heller ikke haft et valg om vedkommende ville udstilles på et fortov eller ej. Vi synes ikke, det er etisk i orden. Som branche må vi værne om afdøde, siger Knud Larsen.

Det er uvist, hvem det var, der hentede liget, fordi der ikke var noget firmanavn på rustvognen, og Knud Larsen har også forgæves forsøgt at finde frem til vedkommende, efter han har set billederne.

- Jeg har forhørt mig i branche-regi for at finde ud af, hvem det er. Jeg har ringet til de lokale bedemænd for at høre, om det er dem, og de er lige så rystede og chokerede. Det er jo oplagt, at folk i området tror, at det er de lokale, der står for det, og det er jo ikke i orden, at de bliver slået i hartkorn med sådan noget. Vi prøver at se, om vi kan finde frem til vedkommende ud fra billedernes karakteristika, så vi kan sige, at det ikke er i orden, siger Knud Larsen til ekstrabladet.dk.

Kender du bedemandsfirmaet, eller ved du andet om sagen?Så tip os på sms 1224 (alm. takst) eller mail 1224@eb.dk

HVAD SYNES DU OM DENNE FREMGANGSMÅDE. DEBATTER SAGEN HERUNDER

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere