Skarpladte AK47-geværer fundet

Politiet har anholdt tre formodede våbensmuglere, som sættes i forbindelse med det kriminelle bandemiljø

Politiet har fundet fire skarpladte AK47-geværer i en sag om formodet indsmugling af våben fra Balkan til Danmark.

Det skete under en ransagning onsdag på en adresse i Kolding, hvor tre personer blev anholdt - to mænd og én kvinde.

AK47-geværerne var ikke det eneste smuglergods, som kom frem i dagens lys, da ordensmagten slog til i den sydøstjyske by.

Man fandt også to skarpladte Zastava-pistoler på adressen, oplyser Sydøstjyllands Politi, som har efterforsket smuglersagen sammen med Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC)

De ulovlige våben var formentligt på vej til at falde i hænderne på kriminelle bander herhjemme, vurderer politiet.

- Det er politiets vurdering, at de fundne våben med stor sandsynlighed kunne være bestemt for bandemiljøet, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

To af de anholdte er danske statsborgere med bosnisk baggrund, mens den sidste anholdte er bosnier. De tre personer er henholdsvis 17, 35 og 41 år gammel.

De vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af torsdagen, og politiet ønsker, at retsmødet skal foregå bag lukkede døre.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen