Ville halshugge tidligere norsk statsminister

Anklageren beder om pausen, efter Breivik har fortalt om sine tanker om Utøya

Oslo (ekstrabladet.dk): Breiviks plan var at halshugge den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland på Utøya.

Han havde en bajonet på sin riffel og en kniv til at halshugge hende, og han ville filme det og lægge det på nettet. Han havde dog tænkt over, at det nok ville tage for lang tid at lægge filmen på nettet, før politiet kom.

Andet mål var AUF-leder Eskil Pedersen.

Vandet som masseødelæggelsesvåben
Breivik fortalte, at han havde taget plast-håndjern med til at passificere dem, der skulle henrettes. Planen var derefter at skræmme folk ved at begynde at skyde.

Derudover ville han bruge 'vandet som et masseødelæggelsesvåben'.

- Jeg tænkte slet og ret, at folk ville drukne, fordi det var svært at svømme med dødsangst, siger Breivik.

Når han taler om de grusomme henrettelsesplaner, taler han med en høj stemme. Fuldstændig uden at tøve. Uden anger. Retssalen er til gengæld tydeligt påvirket af hans ord.

- Målet var ikke at dræbe 69. Målet var at dræbe alle, siger Breivik i retten, mens overlevere og pårørende ryster på hovedet og sukker hørbart.

Han siger, at han troede, at alle ude på øen var over 16 år. På forhånd havde han regnet med, at han kunne se på personerne, hvor gamle de var og ikke dræbe folk under 18 år. Men i situationen kunne han ikke vurdere alderen særlig godt.

Planer om fattigmands-atombombe
- Det er ikke særligt ønskeligt med mål under 18 år. Det er bedst at fokusere på mål over 18 år. Jeg står for Utøya, og jeg står for det, jeg har gjort. Jeg ville have gjort det igen, siger Breivik og fortsætter:

- Udgangspunktet er, at der ikke findes et bedre politisk mål i Norge

- Er du barnemorder, spørger Svein Holden.

- Nej, jeg er ikke en barnemorder. Jeg mener, at alle politiske aktivister, som kæmper for multikulturalismen og har hverv i sådan en organisation, er legitime mål, siger han.

112 - 19. apr. 2012 - kl. 12:55 TV: 'Jeg støtter Anders Breivik'

Efter knap en times udspørgen beder statsadvokat Svein Holden, tydeligt rystet, om en pause, efter Breiviks forklaring om hans planer på Utøya.

Se også: Rollespil var martyriumsgave

Lige efter pausen fortalte Breivik også, at han havde en alternativ plan om at udløse en såkaldt fattigmands-atombombe, hvis det ikke lykkedes for ham at lave en stor bilbombe.

Bomben skulle udløses enten ved regeringskvarteret eller mod 1. maj optoget i Oslo

- Det er vanskeligt at estimere. Men flere tusinde kunne være omkommet. Hele den kulturmarxistiske elite samles i dette optog, sagde Breivik og fortalte, at han gik væk fra denne plan, fordi han vurderede, at det ville være for voldsomt med et angreb med så mange døde.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere