Serbien beskytter tre hjemmerøvere

Tre hjemmerøvere er efterlyst internationalt, men Serbien nægter at udlevere dem til Danmark, fordi de er serbiske statsborgere

37-årige Screcko Halilovic er efterlyst fra både Danmark og Tyskland, men Serbien nægter at udlevere ham og to andre efterlyste serbere. (politifoto)
37-årige Screcko Halilovic er efterlyst fra både Danmark og Tyskland, men Serbien nægter at udlevere ham og to andre efterlyste serbere. (politifoto)

Politiet i tre lande jager dem. Men tre serbiske omrejsende kriminelle, der sigtes for grove hjemmerøverier i Nordsjælland, skjuler sig nu i hjemlandet, hvor myndighederne beskytter dem mod udlevering og retsforfølgelse.

Srecko Halilovic, 37, Slavko Nikolic, 32, og Steva Neda er internationalt efterlyst af Nordsjællands politi for tre grove hjemmerøverier. Politiet i Tyskland efterlyser også Halilovic og Nikolic for syv hjemmerøverier i Sachsen, hvor et af ofrene, en 75-årig mand døde, da han blev trampet i brystet.

Hverken Danmark, Tyskland og Slovenien, der også har en efterlysning, har dog håb om, at få de serbiske statsborgere udleveret.

Se også: Hjemmerøver sigtet for mord på 75-årig

- Det er en misforståelse, at Srecko Halilovic og Slavko Nikolic sidder varetægtsfængslet i Serbien. Vi går ud fra, at de skjuler sig i Serbien, men landet udleverer ikke egne statsborgere og heller ikke deres dna-profiler. Serbien har givet os dét svar, at de ikke bliver udleveret til Danmark. Men vi kan sende hele straffesagen ned til dem, og så vil de overveje at retsforfølge dem i Serbien, siger senioranklager Kristine Scharling, Nordsjællands politi, til ekstrabladet.dk.

Tyskland vil også have fat i dem
Kristine Scharling er anklager i sagen om tre grove hjemmerøverier, stribevis af indbrud og tyverier samt omfattende socialbedrageri, der starter i morgen ved retten i Helsingør mod fire sigøjnere af serbisk afstamning.

De fire tiltalte har, ifølge anklagen, samarbejdet om hjemmerøverierne med de efterlyste Srecko Halilovic, Slavko Nikolic (også kaldet Stojkovic) og Steva Neda, der deltog i de tre røverier.

Men med Serbiens afslag på at anholde og udlevere de tre efterlyste, har politiet i Nordsjælland kun det håb, at de på et tidspunkt bliver anholdt i et andet land og udleveret på den internationale arrestordre, som Serbien ikke vil opfylde på grund af landets lovgivning.

- Tyskland kræver også Srecko Halilovic og Slavko Nikolic udleveret i forbindelse med en række hjemmerøverier, hvor det ene endte i et drab på en 75-årig mand, siger senioranklager Kristine Scharling.

Se den tyske efterlysning her

Én af hjemmerøverne, der dræbte den 75-årige i Sachsen, er dog gået i fælden. Han sidder nemlig i arresthuset i Slagelse og er den ene af de fire tiltalte, der stilles for retten i Helsingør torsdag. Den 21-årige VM blev anholdt i Kroatien og udleveret til Danmark, hvor politiet nu kræver ham straffet for to af de tre hjemmerøverier.

Kræves udleveret for drab
- Tyskland har en udleveringsbegæring på VM for drabet, og når vi er færdige med vores sag, bliver han antagelig udleveret. Der er mulighed for, at han kan afsone en samlet straf for de danske og tyske forhold i Tyskland, siger Kristine Scharling.

Ifølge anklageskriftet deltog VM i to af de tre grove hjemmerøverier i Nordsjælland sammen med de efterlyste Srecko Halilovic, Slavko Nikolic og Steva Neda.

Hjemmerøverierne gik ud over en 81-årig mand i Espergærde, en 74-årig kvinde i Snekkersten og en 63-årig mand i Birkerød. Hjemmerøverne brød ind i husene om natten til de sovende enlige, truede dem på det groveste og røvede smykker, kontanter og kongeligt porcelæn.

De tre grove røverier blev begået mindre end to måneder før Folketinget skærpede straffen for hjemmerøveri til mindst fem års fængsel. Derfor skal sagen mod de fire tiltalte i Helsingør dømmes efter de gamle regler - og derfor risikerer de fire sigøjnere højst fire års fængsel, fordi statsadvokaten har valgt at køre sagen som en domsmandssag og ikke en nævningesag.

Bødskov: Skærpet indsats mod omrejsende kriminelle
Omrejsende kriminelle grupper er et alvorligt problem i Europa. Justitsminister Morten Bødskov lægger derfor op til en styrket indsat mod de omrejsende kriminelle, når de europæiske justits- og indenrigsministre møde torsdag og fredag til rådsmøde i Luxembourg.

Det oplyser justitsministeriet til ekstrabladet.dk.

Det danske EU-formandsskab vil på rådsmødet lægge op til en styrket rolle for Europol og samarbejdet mellem EU´s medlemslande og Europol skal styrkes. Landene skal blive bedre til at dele oplysninger med Europol om operative indsatser.

Europol skal analysere den omrejsende kriminalitet og dele oplysningerne med de nationale politistyrker. Analyserne skal f.eks. omfatte de kriminelle gruppers rejsemønstre.

1 af 2 Slavko Nikolic alias Stojkovic er også efterlyst for hjemmerøverier sammen med Steva Neda. Dansk politi ved ikke, hvor de opholder sig, men de skjuler sig antagelig i Serbien. (politifoto)
2 af 2 37-årige Screcko Halilovic er efterlyst fra både Danmark og Tyskland, men Serbien nægter at udlevere ham og to andre efterlyste serbere. (politifoto)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen