14 udlændinge anholdt i kæmpeaktion

Den såkaldte Task Force Indbrud ransager på Sjælland og i Berlin i jagten på netværk af indbrudstyve.

Det sjællandske politisamarbejde Task Force Indbrud ransagede torsdag 18 adresser på Sjælland og i Berlin i jagten på et kriminelt netværk af herboende udlændinge og omrejsende kriminelle grupper, der mistænkes for at stå bag en lang stribe af indbrud.

Under ransagningerne blev der fundet tyvekoster i form af flere kilo guld og sølv. 14 personer er blevet anholdt.

Fem af dem fremstilles torsdag i grundlovsforhør, hvor politiet vil kræve dem varetægtsfængslet, oplyser lederen af Task Force Indbrud, Karl Erik Agerbo, Nordsjællands Politi.

- Med anholdelserne har vi omkring 30 anholdte, og jeg har ikke hørt om større sager om indbrudskriminalitet, siger Karl Erik Agerbo.

De anholdte ventes sigtet for et endnu ukendt antal indbrud på Sjælland.

Ransagningerne torsdag skete i samarbejde mellem dansk og tysk politi, fordi tre af adresserne ligger i Berlin. Blandt dem er en berlinsk guldsmed, hos hvem der torsdag blev fundet guld og sølv, som stammer fra indbrud i Danmark.

Netværket går ud på, at udlændinge med bopæl i Danmark på en meget organiseret måde hjælper tilrejsende kriminelle med at begå indbrud.

- De kommer typisk rejsende i grupper på tre til fem personer, der får stillet bil til rådighed, får et sted at bo og får udpeget områder, hvor det er velegnede at begå indbrud, siger Karl Erik Agerbo.

Tyvene går typisk efter guld, sølv og kontanter og ikke større ting, fordi de bærer rundt med tingene i rygsække for ikke at blive opdaget.

Indens torsdagens kæmpeaktion slog politiet tirsdag til mod fem personer, der blev anholdt i Jylland på vej mod Tyskland med tyvekoster.

I forbindelse med politiets optrævling af netværket var 15 mennesker med centrale eller mere perifere roller i forvejen anholdt og varetægtsfængslet i sagen.

De er alle sigtet for omfattende indbrudskriminalitet begået i hele landet. Politiet har foreløbig sigtet dem for 100 forhold i forbindelse med omkring 50 indbrud.

Der vil senere blive rejst langt flere sigtelser for indbrud, siger Nordsjællands Politis pressetalsmand, Henrik Suhr.

Skærm

Hent flere
Hent flere