16-årig pige maser cyklist mod mur

En cyklist er blevet alvorligt kvæstet, efter en 16-årig pige ville prøvekøre venindens bil og tog fejl af bremse og speeder

En cyklist blev svært kvæstet, da en 16-årig pige lånte sin venindes bil og kørte galt i Fredericia. Her bliver pigen behandlet forrest i billedet, og cyklisten lagt op på en båre. (Foto: Kasper Petersen, fredericiainfo.dk)
En cyklist blev svært kvæstet, da en 16-årig pige lånte sin venindes bil og kørte galt i Fredericia. Her bliver pigen behandlet forrest i billedet, og cyklisten lagt op på en båre. (Foto: Kasper Petersen, fredericiainfo.dk)

Lidt før kl 10 mandag morgen blev en 57-årig cyklist påkørt og alvorligt kvæstet i Fredericia. Bag rattet i ulykkesbilen sad en kun 16-årig pige. Det skriver Fredericia Dagblad.

Overfor ekstrabladet.dk uddyber vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi, at ulykken skete, fordi pigen fik lov til at køre en bil få hundrede meter fra Burger King, hvor pigerne havde været inde og spise, til uddannelsesstedet IBC i Fredericia.

- Med i bilen er pigens tre veninder. Den 16-årige har bare fået lov til at køre bilen tilbage til IBC, men hun tager fejl af bremse og speeder, og så går det galt, siger Hans Hoffensetz.

I stedet for at standse ved en ubetinget vigepligt, træder pigen nemlig speederen i bund og drøner ud tværs over Snaremosevej og rammer en 57-årig cyklist.

- Cyklisten bliver slynget op på kølerhjelmen, hvorefter bilen fortsætter med cyklisten og rammer husmuren på trykkeriet ER Tryk, forklarer vagtchefen.

Sag overdraget til lokalpolitiet
Manden, som er fra lokalområdet, bliver klemt mod facaden og har blandt andet fået alvorlige skader i hovedet. Han er nu indlagt på Kolding Sygehus.

De fire piger som sad i bilen, blev kørt på den lokale skadestue og behandlet for småknubs. Ingen af dem er kommet alvorligt til skade, men alle er godt og grundigt chokeret.

- Pigerne er kort blevet afhørt og skal afhøres igen, men lokalpolitiet i Fredericia skal nu se nærmere på sagen. Hun vil i hvert fald blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven og den ubetingede vigepligt, forklarer Hans Hoffensetz til ekstrabladet.dk.

Om teenagepigen vil blive sigtet for grov uagtsomhed, vides endnu ikke. Det skal lokalpolitiet nu klarlægge.

Intet nyt
Pigernes forældre blev efter ulykken underrettet. Ejeren af bilen kan desuden regne med, at det får konsekvenser, at hun lånte sin gamle bordeau Mazda 323 ud til en mindreårig uden kørekort.

Redningsfolk og politi var efter ulykken hurtigt på plettet, og mange unge fra de nærliggende skoler forsamlede sig ifølge Fredericia Dagblad ved ulykkesstedet.

Der er endnu ikke noget nyt om den 57-årige cyklists tilstand.

Opdateres...

Ved du noget, giv os et tip på sms/mms 1224 (almindelig telefontakst) eller på mail 1224@eb.dk

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere