Colombianske oprørere bortfører franskmand

Fransk journalist bortført af colombiansk oprørsbevægelse, der står for en stor del af verdens kokain

En fransk journalist, der blev meldt savnet efter en skudveksling mellem oprørere og regeringsstyrker i Colombia, er øjensynligt blevet bortført, siger den franske udenrigsminister, Alain Juppé.

- Vi kender omstændighederne og kan sige, at han blev taget til fange under kampe mellem colombianske regeringssoldater og oprørere. Det var en brutal træfning, og flere blev dræbt, siger Juppé, som søndag talte med journalister under et valgmøde i Lyon.

Fransk politi siger, at fire soldater og en politiembedsmand blev dræbt.

Journalisten Romeo Langlois, der arbejder for nyhedskanalen France 24, blev taget til fange, da politi og militær forsøgte at fjerne narkotikalaboratorier i junglen i det sydlige Colombia.

Der var ingen rapporter om dræbte eller sårede i oprørsbevægelsen Farc, som er involveret i størstedelen af verdens kokainsmugling.

Den colombianske forsvarsminister, Juan Carloz Pinzon, ville ikke bekræfte, at Langlois var blevet bortført, man appellerede til Farc om at spare hans liv, hvis han var i deres magt.

Colombianske sikkerhedsstyrker har indledt en større operation i området for at finde den savnede.

Farc har stået bag tusindvis af bortførelser af civile i de seneste årtier for at få løsepenge til våben og mad. Bevægelsen står på terrorlister i både EU og i USA.

Bevægelsen har omkring 8000 medlemmer, siger det colombianske forsvarsministerium, som i de seneste 10 år har fået USA's økonomiske støtte til at bekæmpe oprørerne.

Farc, der har været i krig med den colombianske regering siden 1964, holdt blandt andre landets tidligere præsidentkandidat Ingrid Betancourt gidsel. Hun blev holdt fanget i junglen i seks år.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere