51-årig mand slået med jernstang i rockeropgør

For andet døgn i træk er mulige rockere fløjet på hinanden i Hvidovre

En 51-årig mand blev sent torsdag aften kørt på skadestuen, efter han blev et tilfældigt offer i et rockerrelateret slagsmål i Hvidovre.

- Vi får en melding om, at der er slagsmål mellem mindst fire personer på Hvidovrevej. Det er formentlig rockerrelateret. Der bliver slået med en jernstang og stukket med en skruetrækker mod en mand, der arbejder i kiosken på stedet, siger vagtchef Michael Bundgaard fra Københavns Vestegns Politi til ekstrabladet.dk.

Læs også:

Se også: Årsag til rocker-opgør ukendt
Se også: HA-folk og Bandidos i køllekamp

Den 51-årige er ikke kommet slemt til skade ved overfaldet, men han måtte alligevel tilses af lægerne.

- Han har fået et enkelt slag med jernstangen over det ene knæ. Men det er overfladiske skrammer, siger Michael Bundgaard.

Den 51-årige mand har ifølge politiet ingen tilknytning til hverken Hells Angels eller Bandidos.

- Det var bare uheldigt, at han lige var der, siger vagtchefen.

Politiet mistænker den ene part i slagsmålet for at have tilknytning til rockergruppen Bandidos. Politiet er dog lidt mere usikre på den anden part.

- Der har været noget uro i vores kreds mellem Bandidos og Hells Angels samt deres støttegrupper. Men om det er dem, må efterforskningen vise, men de har ikke lyst til at sige så meget, siger vagtchefen.

Onsdag stødte to grupper af rockere fra Bandidos og Hells Angels' støttegruppe AK81 sammen på en tankstation i Rebæk Søpark i Hvidovre. Her angreb rockerne hinanden med køller, og politiet anholdt 11 personer.

- Den sag efterforsker vi stadig. Om der er en sammenhæng mellem de to slagsmål, ved jeg ikke endnu, siger Michael Bundgaard.

Politiet skal natten til fredag afhøre vidner på gerningsstedet samt den tilskadekomne mand på hospitalet.

I Esbjerg har der også været flere sammenstød mellem Hells Angels- og Bandidos-relaterede grupper i den seneste tid.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere