I fængsel for net-angreb på firmaer

Retten i Odense har straffet mand for at installere et fjendtligt softwareprogram i et firmas computersystem

Retten i Odense har idømt en fynsk mand ubetinget fængsel i 10 måneder, fordi han skaffede sig adgang til et firmas computersystem og derefter stjal penge fra firmaets netbank.

Manden var tiltalt for databedrageri mod et gardin-firma i Tommerup.

Ved at installere såkaldt "mal-ware" hos firmaet blev der ved hjælp af fjernstyring overført penge til den nu dømtes konto og til Forex, hvorfra den tiltalte hævede beløbene, hedder det i anklageskriftet fra Fyns Politi.

Dommen i den usædvanlige sag er afsagt torsdag formiddag.

To andre har fået domme på henholdsvis seks måneder og tre måneder.

Fire måneder af den førstnævntes sag gøres betinget af, at han udfører samfundstjeneste i 80 timer.

Den anden mands straf skal ikke afsones, hvis han gennemfører 60 timers samfundstjeneste.

En fjerde person i sagen var tiltalt for at ville lave et tilsvarende nummer mod en glarmester i Odense.

I dette tilfælde blev der forsøgt overført 244.000 kroner, har politiet påstået.

Det faldt dog ifølge anklageskriftet til jorden, fordi banken i dette tilfælde havde sikret sig med en særlig godkendelsesprocedure.

Denne mand er straffet med to år og seks måneder, men det er en fællesstraf, som indeholder reststraf fra en tidligere dom.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere