Tre fremstilles efter skud

41-årig mand overfaldet i Brønshøj

Pistol-overfaldet fandt sted på Bjergstedvej i Brønshøj.
Pistol-overfaldet fandt sted på Bjergstedvej i Brønshøj.

Motivet til at en 41-årig mand onsdag aften blev overfaldet af to andre mænd i Brønshøj ved København er torsdag morgen fortsat ukendt.

Ved overfaldet blev der affyret et skud med en pistol, men ingen personer blev ramt eller er kommet noget alvorligt til.

I alt er tre mænd i nat blevet anholdt i sagen og vil senere torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.

- Den 41-årige blev passet op af sine to overfaldsmænd på Bjergstedvej i Brønshøj, og den ene mand slog ham i hovedet med pistolskæftet. Derefter blev der affyret et enkelt skud, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Dannie Rise til ekstrabladet.dk.

Den 41-årige fik en flænge i hovedet på grund af slaget med pistolskæftet og blev behandlet på skadestuen.

Politiet tror ikke, at der blev skudt efter den 41-årige.

- De bliver ikke sigtet for at skyde efter manden, vi kategoriserer det som et skræmmeskud, siger Dannie Rise til ekstrabladet.dk.

Det var udtalelser fra offeret, som ledte politiet på sporet af hovedmanden bag overfaldet samt to andre.

- Der var noget i det, han sagde, der førte til de anholdte, uden at jeg ønsker at komme det nærmere. Vi har anholdt en 38-årig mand, en 20-årig mand og en 42-årig mand. Vi vurderer, at den 38-årige og en af de andre udførte overfaldet, og at den sidste anholdte ligeledes var involveret, siger Dannie Rise til ekstrsabladet.dk.

De tre bliver sigtet for vold, trusler samt for at være i besiddelse af en skarpladt pistol.

Politiet har i forbindelse med tekniske undersøgelser på stedet fundet et enkelt patronhylster.

- Vi ved endnu ikke noget om årsagen til, at de passede ham op og hvad de eventuelt har haft med hinanden nat gøre tidligere. Ingen af de fire er kendt fra bandemiljøet, siger Dannie Rise til ekstrabladet.dk.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere