Her ender flugten for 15-årig

15-årig dreng forsøgte sig som bankrøver - han løb næsten i favnen på en politipatrulje

Politi trækker våben mod den - viser det sig - ganske unge røver i Valby i København, der ligger på jorden med ansigtet maskeret af en hue eller strømpe. Manden ved siden af er et vidne  (Foto:Joshua Pitann)
Politi trækker våben mod den - viser det sig - ganske unge røver i Valby i København, der ligger på jorden med ansigtet maskeret af en hue eller strømpe. Manden ved siden af er et vidne (Foto:Joshua Pitann)

Her ender flugten for en kun 15-årig dreng.

Få minutter før dette billede bliver taget, er knægten stormet ind i Danske Bank på Valby Langggade i København.

Han har da hevet en hue eller strømpe ned over sit ansigt. Med en brødkniv truer han sig til penge.

- Men en mand ser ham løbe ind i banken med huen over hovedet og synes, at det ser mærkeligt ud. I det samme kommer en politipatrulje tilfældigt kørende, fortæller efterforskningsvagtleder Bo Hass Jensen fra Københavns Politi, Station City til ekstrabladet.dk

Manden på gaden prajer politipatruljen, og umiddelbart efter kommer drengen løbende ud af banken.

Som det fremgår af billedet, har han stadig strømpen eller huen over hovedet.

- Han løber nærmest lige i favnen på politiet, siger efterforskningsvagtlederen.

En af politifolkene trækker sin tjenestepistol, mens drengen med brødkniven bliver overmandet på fortovet.

Sent tirsdag eftermiddag sidder knægten til afhøring hos politiet, som skal klarlægge baggrunden for hans mislykkede forsøg på røveri.

Den 15-årige nåede med sine trusler i banken at få nogle penge med sig.

Hvor mange vil politiet ikke oplyse.

Drengen vil formentlig blive fremstillet i morgen for en dommer med krav om varetægtsfængling.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere